AGF ansætter Stig Inge Bjørnebye som ny sportschef.

Nordmanden har tidligere været sportschef i Rosenborg og han overtager rollen som sportschef i  AGF, efter at Peter Christiansen er skiftet til FC København.

Onsdag meddeler aarhusianerne, at Stig Inge Bjørnebye er ansat i stillingen og tiltræder øjeblikkeligt.

Stilling som sportschef i Rosenborg bestred han i perioden 2015-2019, og dermed var han blandt andet med til at sørge for, at Nicklas Bendtner tørnede ud for Rosenborg.

Stig Inge Bjørnebye er ny sportschef i AGF.
Stig Inge Bjørnebye er ny sportschef i AGF. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

AGF-direktør Jacob Nielsen kalder nordmanden for en moden og erfaren fodboldleder.

'Som leder har han erfaring som assistenttræner for det norske landshold, han har været cheftræner, udviklingsdirektør i det norske fodboldforbund og senest sportschef i Rosenborg. Så han er en stor kapacitet med et godt kendskab til skandinavisk fodbold opbygget gennem mange års virke,' siger Jacob Nielsen til klubbens hjemmeside.

Jacob Nielsen understreger samtidigt, at han er sikker på, at Stig Inge Bjørnebye er det rigtige match for dem, og at han glæder sig til det fremtidige samarbejde med den nye norske sportschef.

Hovedpersonen selv glæder sig til at blive del af det, som han kalder en klub i 'en spændende udvikling'

Stig Inge Bjørnebye (i midten)  tiljubles efter en scoring for Brøndby i Superligakampen mod Viborg søndag 9. april 2000.
Stig Inge Bjørnebye (i midten)  tiljubles efter en scoring for Brøndby i Superligakampen mod Viborg søndag 9. april 2000. Foto: ERNST VAN NORDE
Vis mere

'Fra første færd har vi haft en god dialog og en rigtig fin kemi, der kommer til at danne en god grobund for samarbejdet. AGF er en stor klub i Skandinavien, som jeg naturligvis kender og har fulgt gennem årene. Klubben er i gang med en spændende udvikling, der skal fortsætte hen over de kommende år, hvor vi skal skabe en varig og en sund præstationskultur i hele organisationen med fokus på de værdier, der præger AGF,' siger nordmanden om sit nye job i AGF til klubbens hjemmeside.

Stig Inge Bjørnebye har tidligere været i dansk fodbold, da han i en kort periode spillede for Brøndby, som han var lejet ud til fra Liverpool. Det var i foråret 2000, da han spillede 13 kampe i Danmarks bedste række.

Venstrebacken nåede desuden at spille hele 75 kampe for det norske landshold, og han var blandt andet en af de bærende spillere på det norske hold, som nåede frem til VM-ottendedelsfinalen i 1998.

AGF havde egentlig ansat Hans Jørgen Haysen som ny sportschef, men han tiltrådte aldrig, da en personalesag fra Haysens tidligere klub Sønderjyske spændte ben for et ophold i AGF.