Det kan ske for første gang i 16 år. Guldet på Vestegnen.

Siden 2005 har Brøndby hungret efter at kunne kalde sig for dansk mester, og nu ser det ud til, at der er en reel chance for det for Niels Frederiksens tropper.

Søndag kørte de OB over, som var det det nemmeste i verden, og nu har man fire point ned til FC Midtjylland på andenpladsen.

»Det er en magtdemonstration, når man tvinger modstanderen til at opgive spillet i anden halvleg,« sagde Brøndby-træneren efter søndagens dominans på græstæppet i Odense.

For knap to måneder siden forlængede Niels Frederiksen sin aftale med Brøndby med to år indtil sommeren 2023.
For knap to måneder siden forlængede Niels Frederiksen sin aftale med Brøndby med to år indtil sommeren 2023. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Men selvom Niels Frederiksen ikke vil udnævne sit eget hold til mesterskabsfavoritter, erkender han da, at det ikke kun er spillet på banen, Brøndby skal sørge for at holde kørende.

Der er også øget opmærksomhed.

»Selvfølgelig kan vi mærke, at der er en øget interesse udefra i forhold til vores position i tabellen. Men det tager vi helt stille og roligt, det er fair nok, at der er den interesse. Det skal der være, det er også en del af at være i Brøndby,« forklarede han, inden han afslørede en særlig – og meget skizofren – del af trænergerningen.

»Som træner er du halvt psykolog og halvt psykopat,« fastslog han og brød ud i latter.

Brøndby havde ingen problemer med at besejre OB 3-0 søndag, da Mikael Uhre scorede alle tre mål.
Brøndby havde ingen problemer med at besejre OB 3-0 søndag, da Mikael Uhre scorede alle tre mål. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Du skal kunne lave lidt det hele. Selvfølgelig er man også psykolog, det har jeg også været indtil nu, men det tror jeg, at man er i enhver lederstilling. Man skal lære at håndtere mennesker på en ordentlig måde.«

Selvom Brøndbys defensiv ser yderst solid ud med kun fire indkasserede mål i otte kampe efter vinterpausen, samtidig med at man er rækkens mest scorende hold, vælger træneren at sparke til hjørne, så snart samtalen bare dufter af guldsnak.

»Fakta er, at der findes hold i Superligaen, som har mere rutinerede spillere, end vi har. De har rigtig mange landsholdsspillere og bruger væsentligt flere midler på deres trup, end vi gør. Så et eller andet sted må de påtage sig favoritværdigheden,« melder Niels Frederiksen.

»Jeg synes ikke, at vi er favoritter til noget som helst, hvis man skal sammenligne os med andre.«