En røvfuld.
Så kort kan man beskrive OBs pinlige kamp mod Brøndby søndag, der var en totalt ensidig forestilling.
Allerede i pausen var Brøndby foran med tre kasser af Mikael Uhre, og det var kun takket være Oliver Christensen i målet, at OB ikke var bagud med mere.
I anden halvleg blev man lullet i søvn af to hold, der bare ventede på at få kampen fløjtet af. Nederlaget afliver top-seks-ambitionerne for OB i en kamp, hvor de kun tilkæmpede sig én målchance ved Sabbi til sidst.
Uh-Uh-Uh-Uhre! Der har været mange usandsynlige helte i fodboldhistorien, men at Mikael Uhre ender som en afgørende brik i det, der kan blive det første Brøndby-mesterskab i mere end 15 år, er alligevel fuldstændig vildt. Brøndbyere, skrål hans navn: I spillerbussen, i stuerne, i brusebadet og på hele Vestegnen. Og så bad ham i Grey Goose og champagne, hvis I ender med guldet. Kæmpe kamp af angriberen. Hattrick-Uhre på 19 minutter.
Karakter: 6
Hele OB-holdets første halvleg
Ja, efter pausen blev det bedre, fordi Brøndby ikke pressede på. Men i kampens første 45 minutter var OB'erne totalt fraværende. Man fik ikke et ben til jorden og kom bagud med tre mål, selvom man havde alt at spille for. Man blev kun reddet af en storspillende Oliver Christensen, men ellers var det et hold i total opløsning.
Karakter: 1
OB 4-4-2
Oliver Christensen 4
Ryan Johnson Laursen 1
Jeppe Tverskov 2
Alexander Juel Andersen 1
Jørgen Skjelvik (ud. 63.) 2
Jens Jakob Thomasen 2
Janus Drachmann (ud. 79.) 2
Aron Elis Thrándarson 2
Troels Kløve (ud. 75) 1
Issam Jebali (ud. 46.) 2
Bashkim Kadrii (ud. 46.) 1
Snit: 1,8
---
Mart Lieder (ind. 46.) 2
Mads Frøkjær Jensen (ind. 46.) 2
Robin Dahl Østrøm (ind. 63) 2
Emmanmuel Sabbi (ind. 75.) UB
Moses Opondo (ind. 79.) UB
Brøndby IF 3-5-2
Marvin Schwäbe 3
Hjortur Hermannsson 5
Andreas Maxsø 5
Anthony Jung 4
Kevin Mensah (ud. 84.) 4
Morten Frendrup (ud. 77.) 4
Josip Radosevic (ud 84.) 4
Jesper Lindstrøm (ud. 67.) 6
Peter Bjur 5
Simon Hedlund (ud. 77.) 3
Mikael Uhre 6
Snit: 4,5
---
Lasse Vigen Christensen (ind. 67.) 3
Oskar Fallenius (ind. 77.) UB
Anis Ben Slimane (ind. 77) UB
Andreas Bruus (ind. 84.) UB
Tobias Børkeeiet (ind 84.) UB
Det bliver altså mere og mere mystisk med det VAR. Bedst som man troede, at man havde set det hele og lidt til med det omdiskuterede system, formåede dommerstanden at hive et nyt VAR-trick op af lommen. Først blev Mikael Uhres tredje mål anerkendt, så underkendt for en offside og så anerkendt igen. Forvirringen var total, men beslutningen endte med at være den rigtige. Hvor skulle der være offside dér? Du kan se en video af hændelsen øverst i artiklen.
Uha, hvor er Mikael Uhre mange gange blevet beskyldt for at være uskarp foran kassen, selvom han har scoret en del gange i denne sæson. Derfor tænkte man én ting i Odense: 'Det skal da næsten være løgn.' For mens hans holdkammerater leverede et par store afbrændere, sparkede Uhre alt det ind, som han overhovedet kom i nærheden af.
Total nedtur for OB, som misser top-seks med nederlaget, og nu er der en tyk tåge i horisonten for de blå-hvide. En placering i den forkerte halvdel af tabellen med en træner, der er fortid i klubben om få måneder. Kontrasten til Brøndby er enorm. Man cruiser direkte mod guldet med den stensikre sejr i Odense, og selvom der er mange point at spille om endnu, vinder Brøndby mesterskabet, hvis man spiller, som de gjorde søndag. Og så har man forlænget med Niels Frederiksen.