»Slap nu bare af, Lucas. Du har scoret på alle spark. Vælg en side, spark den ind, så vinder vi.«

Sådan sagde AaB-angriber Tom van Weert til sin danske holdkammerat Lucas Andersen, da der blev fløjtet straffe i nordjydernes favør mod Brøndby.

Van Weert kunne med et straffesparksmål have scoret hattrick, men han var aldrig i tvivl om, at han ikke selv skulle sparke.

»Lucas spurgte mig om, hvad jeg tænkte. Jeg sagde til ham, at han har gjort det før og har et godt spark. Jeg tror på dig, bare scor,« sagde van Weert til Lucas Andersen, der endte med at omsætte straffet til mål.

Lucas Andersen scorede sejrsmålet for AaB mod Brøndby, da han scorede på straffespark.
Lucas Andersen scorede sejrsmålet for AaB mod Brøndby, da han scorede på straffespark. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Straffesparket gav sejren til AaB, 3-2.

»Jeg skal faktisk være ærlig at indrømme, at jeg er nervøs hver gang. Jeg havde en utrolig lang historik i ungdomsårene, hvor jeg havde brændt alle spark,« sagde Lucas Andersen selv om hændelsen efter kampen.

»Jeg har arbejdet med det, og jeg har forsøgt at overbevise mig selv om, at det ansvar skal man også kunne bære, når det brænder allermest på. Det handler om en ting, og det er at sparke den ind. Tom var dejlig beroligende.«

»Han sagde, at jeg ikke havde brændt nogen spark, vælg nu bare en side og spark den ind. Det var det, jeg prøvede. Heldigvis gik det.«

Tom van Weert blev dobbelt målscorer mod Brøndby.
Tom van Weert blev dobbelt målscorer mod Brøndby. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Allerede inden de to offensivspillere havde samtalen, havde Lucas Andersen tænkt på, om van Weert skulle sparke, selvom Andersen egentlig var den faste skytte.

Men det tilbud afslog van Weert altså.

»Jeg følte selv, at jeg var godt med, men al respekt til en angriber. Man ved, hvor meget et hattrick kan betyde for folk. Så jeg var lige ovre at høre, om han havde lyst til at tage den, fordi han havde været brandvarm. Han vidste også godt, at jeg havde sparket flere ind, og det var så de ord, han brugte til at overbevise mig,« fortalte Lucas Andersen.

Brøndby-lejren har været stærkt utilfreds med straffesparkskendelsen efter opgøret. Det kan du læse mere om her.