Det kan godt være, at Tom van Weert blev skadet sidst i kampen, så han måtte sys.

På trods af smerterne og et ben, der var tapet til, var den hollandske angriber smilende, da han kom gående i mixed zoned med en kryk i den ene hånd, et Royal-plastikkrus med vand i den anden iført underbukser og en langærmet trøje.

»Jeg fik indkast fra Ahlmann, og der kom en høj tackling. Det føltes som en kniv, der kom ind i benet,« sagde Tom van Weert om aktionen, som skete i kampens sidste minutter.

Allerede lige efter tacklingen vidste dagens dobbelte målscorer, at den var gal.

Tom van Weert var flyvende mod Brøndby.
Tom van Weert var flyvende mod Brøndby. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg så, at blodet strømmede ud og ærligt, så gør det lidt ondt. Så nu er der 4-5 sting i. Det skal nok gå de næste par dage, men det gør lidt ondt nu,« sagde spilleren, der alligevel var smilende.

Han var dog nervøs for en ting.

»Jeg frygter lidt, når jeg kommer hjem og skal sove i aften,« sagde den 29-årige spiller, der ikke ved, hvor længe skaden vil hæmme ham.

Tom van Weert og AaB besejrede Brøndby i en vanvittigt underholdende kamp søndag aften, da hjemmeholdet vandt 3-2. Dermed er AaB lige i hælene på Brøndbys i tabellen.