Hvem skal være ny sportschef i AaB?

Svaret blæser i vinden.

Men ifølge den nordjyske Superliga-klubs administrerende direktør Thomas Bælum er man tæt på at kunne melde et navn ud.

»Vi regner med at det bliver her i december, og måske allerede indenfor den nærmeste uge. Men jeg må understrege, at intet er underskrevet endnu,« siger Thomas Bælum.

I kulissen har der de seneste dage været talt om, at både Jan Laursen fra FC Nordsjælland samt Inge André Olsen fra den norske Tippeliga-klub Stabæk er varme emner.

»Jeg kan ikke bekræfte, at de er inde i billedet. Men jeg kan sige så meget, at begge er meget dygtige. Vi har haft en bruttoliste på cirka 30 personer. Den er kogt ned til fire-fem personer, som vi har haft til samtale,« siger Thomas Bælum.

Det er ikke planen, at AaB's nye sportschef kommer til at skulle agere for klubben i vinterens transfervindue.

»De dispositioner der bliver foretaget her, kommer Jacob Friis (cheftræner, red.) og jeg til at tage os af. Lige nu ved jeg ikke, hvornår vores nye sportschef kommer til at begynde i jobbet. Det afhænger af opsigelsesvarslet. Så mon ikke han tiltræder engang til foråret,« sagde Thomas Bælum.

B.T. talte før fredag aftens Superliga-kamp i Aalborg med FC Nordsjællands sportschef Jan Laursen.

»Jeg har det fantastisk i FCN, og har ingen planer om at skulle andre steder,« sagde han.