FC København reddede sig ud af problemerme mod Hobro efter en sen sejr på 2-1.

Det var ikke mindst på grund af Pieros Sotirious to mål på kort tid efter sin indskiftning med et kvarter tilbage.

Hobro var ellers kommet foran på Imed Louatis mål efter et brændt straffespark, og det lignede længe et FCK-nederlag. Indtil Pieros Sotiriou dukkede op - to gange.

Her er tre ting, vi lærte

Er det dig, Sotiriou?

Hold. Nu. Kæft. En indskiftning. Pieros Sotirou har fået meget kritik i længere tid - også i B.T.. Men selvom der undervejs har været fans uden stor kærlighed til cypriotens tekniske formåen og bidrag til spillet, har det da ikke præget Sotirous kærlighed til dem. Det viste jubelscenen  efter hans andet mål på et par minutter.

Sotiriou sto for de to kasser, der reddede en ellers forfærdelig eftermiddag for FC København.

Det  var hans mål nummer seks i sine seneste syv FCK-kampe. Og det endda flere af dem som indskifter. Cyprioten er som forvandlet.

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Græstæppet skaber problemer

Det ligner efterhånden ikke længere et græstæppe. Landsholdet brokkede sig voldsomt over banen for en uges tid siden, og den er ikke blevet bedre.

Det har vel aldrig set værre ud i Telia Parken. Det gør det ikke nemmere for FC København, der ikke kommer let til tingene for tiden.

Og som om banen ikke er ringe nok, så skal der spilles tre kampe mere på den for FC København. Endda storkampene mod Brøndby og Malmö FF.

Sabbi imponerede FCK-fans

Emmanuel Sabbi er en mand, der nok kan få folk op af stolene i Hobro. Søndag lykkedes det så også amerikaneren at gøre det med københavnerne i kampen mod FCK.

Hører man B.T.s podcast Transfervinduet, vil man vide, at Emmanuel Sabbi har en meget portugisisk spillestil. Det fik han også vist i Telia Parken. Og det handlede ikke om, da han fik tilkæmpet sig et straffespark, men derimod da Sabbi på kanten af sit eget felt valgte at sende bolden over sit eget og Viktor Fischers hoved.

Det var en detalje, der fik FCK-fansene til at udbryde en helt tydelig fascination - og det endda, da deres eget hold var bagud 0-1. Så har man set det med.