»Jeg så store, stærke spillere, der havde været fremragende hele året sidde chokerede inde i omklædningsrummet. Puha … det var hårdt.«

Ordene kommer fra Troels Bech, der som Brøndbys sportsdirektør i 2018 sad på forreste række og var vidne til et af klubbens mest skelsættende øjeblikke, da det vanvittige Horsens-drama udspillede sig.

Den gigantiske skuffelse, der var malet i ansigtet på fansene, blev et symbol på de store nedture, den massive udskiftning og den økonomiske ustabilitet, der har fyldt store dele af klubben siden 2005.

Året, hvor Brøndby senest kunne kalde sig dansk mester.

Brøndby har ikke vundet mesterskabet siden 2005. Mandag kan de gøre det igen.
Brøndby har ikke vundet mesterskabet siden 2005. Mandag kan de gøre det igen. Martin Sylvest Andersen

Nu står de her så igen. 16 år efter. Med muligheden for igen at løfte det trofæ, som tusindvis af Brøndby-fans har hungret efter i alle disse år.

Mandag kan det nemlig være slut med den lange tørkeperiode, når Brøndby med en sejr i sæsonens sidste kamp kan skabe guldregn under de mørke skyer.

Den del vender vi tilbage til lidt senere. For vejen til det mulige mesterskab har budt på voldsomme bump og ekstreme skuffelser.

»Tørkeperioden fyldte meget i de år. Rigtig meget. Det tyngede os voldsomt, at vi ikke vandt noget mesterskab,« siger 75-årige Per Bjerregaard, der er tidligere bestyrelsesformand og direktør i Brøndby IF, til B.T.

Per Bjerregaard var en del af Brøndby i mere end 40 år.
Per Bjerregaard var en del af Brøndby i mere end 40 år. Jeppe Michael Jensen

I mere end 40 år var han en del af den klub, der i 2005 satte gang i en kæmpe nedtur med uro på ledelsesgangene, skuffende slutplaceringer, massive underskud og adskillige trænerfyringer.

»Vi havde jo skabt en kultur, hvor vi forventede, at der med jævne mellemrum skulle komme et mesterskab. Det skete bare ikke. Vi havde måske været for forkælede i årene forinden,« fortæller han og tilføjer:

»Det fungerede ikke, som det skulle. Af flere årsager, men grundlæggende blev der ikke vundet nogen mesterskaber, og det var jo på ingen måde tilfredsstillende. Det var jo essensen i en klub, der havde vænnet sig til at vinde hele tiden.«

Efter syv års tørke og stor utilfredshed blandt fansene valgte den ikoniske Brøndby-boss at trække sig fra sin post.

»Det var ikke en god forfatning, som klubben var i, da jeg forlod den. De manglende mesterskaber fyldte meget de sidste år, og det var jo også derfor, at jeg først gik i 2012,« lyder det fra klubikonet.

Dårlig økonomi og fejlslagne spillerhandler havde på det tidspunkt placeret klubben i en større krise, selvom man året forinden havde besluttet at sadle om ved at satse på færre indkøb og flere talenter fra det ellers så udskældte Masterclass – Brøndbys ungdomsakademi.

Derfor blev Auri Skarbalius da også blevet placeret i cheftrænerstolen i 2011.

»Det var en svær tid med meget udskiftning, og så var det jo en klub i krise. Både politisk, økonomisk og spillemæssigt,« siger den 48-årige litauiske træner til B.T. og fortsætter:

Auri Skarbalius har været cheftræner i Brøndby ad to omgange. I 2011-2013 og i foråret 2016.
Auri Skarbalius har været cheftræner i Brøndby ad to omgange. I 2011-2013 og i foråret 2016. Mathias Løvgreen Bojesen

»Efter mange år uden resultater blev der lagt pres på hele tiden, og til sidst endte man med et ry, der hed: 'Nå, så lykkedes det heller ikke i år'.«

De manglende mesterskaber blev lige pludselig en urokkelig klods om benet, og som årene gik, var spillernes fornemmelse i omklædningsrummet, at det udelukkende var negative historier, der fyldte mediebilledet.

»Det var en tung tid, for der var en stemning i medierne, der kun fokuserede på ballade og dårlige ting. Det pressede alle i og omkring klubben hver eneste dag,« siger Auri Skarbalius, der to år senere stod i spidsen for klubbens vel nok vigtigste kamp i historien.

Overlevelsesdramaet i foråret 2013 i Horsens, hvor klubben undgik en sensationel nedrykning.

Med en 0-1-sejr undgik Brøndby en sensationel nedrykning i 2013.
Med en 0-1-sejr undgik Brøndby en sensationel nedrykning i 2013. Claus Fisker

»Den kamp viste, at vi var på rette vej med de unge spillere. Jeg får stadig tårer i øjnene og gåsehud, når jeg snakker om det, for det var dér, hvor jeg for alvor mærkede den unikke passion for klubben,« fortæller han.

Superliga-overlevelsen var dog ikke nok til, at Auri Skarbalius kunne beholde sit job. Sammen med den daværende sportschef, Ole Bjur, modtog han nemlig en fyreseddel måneden efter.

I stedet blev U-landstræneren Thomas Frank hentet ind, mens Per Rud overtog rollen som sportschef, inden en kapitaludvidelse medførte, at den London-baserede rigmand Jan Bech Andersen købte sig ind i Brøndby.

Han investerede i første omgang 65 millioner kroner i klubben, hvor han året efter tog initiativ til at sætte en ny bestyrelse, der blandt andet talte ham selv.

52-årige Jan Bech Andersen.
52-årige Jan Bech Andersen. Jonas Skovbjerg Fogh

Svingende resultater og mellemsæsoner gjorde dog, at tørkeperioden blev forlænget yderligere de kommende år, hvor Troels Bech i mellemtiden havde sat sig i sportsdirektørsædet. Nu skulle der en ny strategi på bordet.

»Vi ønskede at lave en mentalitetsændring i klubben og en strategi, der på det spillemæssige plan matchede omgivelserne. Det gjorde Brøndby ikke dengang,« forklarer 54-årige Troels Bech til B.T.

Men på trods af en boblende optimisme og fornyet tro på tingene hang et manglende mesterskab stadig som en mørk sky over klubben.

»Jeg oplevede en skepsis for, om projektet overhovedet skulle lykkes. Den var mærkbar, og jeg mærkede en stemning udefra, at selvom vi spillede godt, så endte vi nok ikke med at vinde. Det var lidt forventningen dengang,« siger han.

Brøndby-spillerne i chok efter Kjartan Finnbogasons udligning i Horsens i 2018.
Brøndby-spillerne i chok efter Kjartan Finnbogasons udligning i Horsens i 2018. Claus Bonnerup

I 2017/18-sæsonen så det hele endelig ud til at lykkes, da Alexander Zornigers Brøndby-revolution gav muligheden for selv at kunne afgøre mesterskabet.

Det hele endte dog med et gigantisk mareridt, da Kjartan Finnbogason med to sene mål for Horsens i den sagnomspundne næstsidste runde sendte chokbølger gennem klubben og fansene, der lige siden har været hjemsøgt af det skræmmende spøgelse fra netop dén maj-aften i 2018.

Indtil nu.

For mandag har de igen muligheden for at sætte en stopper for de onde år, når FC Nordsjælland kommer på besøg.

En sejr vil sende mesterskabet til Vestegnen, men et uafgjort resultat kan også gøre det. I så fald er de blå-gule dog afhængige af, at FC Midtjylland ikke besejrer netop AGF hjemme på MCH Arena.

Du kan følge den dramatiske afslutning på Superligaen her på bt.dk, når sidste runde i mesterskabsspillet afvikles mandag klokken 17.