Faste rammer og regler skaber stærke børn. Forældre skal turde skære igennem, hvis børnene skal lære at tro på sig selv og kunne fungere i sociale fællesskaber.

Ungerne har tændt fjernsynet og flader helt ud med benene på sofabordet – stik modsat dig.

Du kommer med frugt og mælk, samler legoklodser op, sætter en vask over og pakker svømmetøj, inden du går i gang med aftensmaden. Er du også havnet i en situation, hvor du er mere marionetdukke end mor – så er du ikke alene.

Mange forældre stiller ingen krav til poderne, men lader dem styre alt for meget og siger ’ja’, selvom de egentlig mener ’nej’. Det viser de utallige samtaler, som familieterapeut Jesper Juul har med rådvilde forældre, der kæmper for at få hverdagen i børnefamilien til at hænge sammen.

»Ungerne er i knibe og har svært ved at blive voksne. Det er et rystende antal unge, der udvikler spiseforstyrrelser og bliver deprimerede, fordi de ikke har nogen anelse om, hvordan de tackler livet. De er ikke rustet til at møde modgang, fordi forældre i misforstået godhed ikke har givet dem modspil,« siger han, der er aktuel med bogen ‘Førerulve – Det livsvigtige lederskab i familien’.

Vær leder

Ifølge forfatteren er det vigtigt, at det er de voksne, der træffer beslutninger – både de populære og de upopulære. Lederskabet er livsvigtigt. For børn har brug for kvalificeret hjælp til at lære, hvordan de gebærder sig. Lader de voksne stå til, er konsekvenserne til at få øje på. Aldrig er så mange unge blevet ramt af depression. I årene 2010-2012 var der i gennemsnit 10.353 nye tilfælde af depressioner i Danmark. Ét ud af fem nye tilfælde ramte en ung på 16-24 år. Det viser en rapport, som Sundhedsstyrelsen udgav i efteråret 2015. Problemet er bl.a., at stadig flere unge ikke kan håndtere de forventninger og krav, der stilles f.eks. på en uddannelse.

Udviklingen er ifølge Jesper Juul resultatet af forældrenes ineffektive lederskab, som er præget af forkælelse, overflødig ros og tendens til curling – kort sagt: At forældrene baner vejen for børnene i alle livets forhold.

Jesper Juul udgav i 1999 bogen ‘Dit kompetente barn’. Godt nok er børn kompetente, men det, de har kompetencerne til, er at være børn. De hverken kan eller skal tage lederskab for en hel familie. I de senere år har pædagoger og lærere ifølge Jesper Juul mødt et stigende antal egocentriske, u-empatiske og asociale børn. Børn med et opblæst og dominerende ego, og det betyder, at de er umulige at få til helt banale ting som at rydde op eller at træde et skridt tilbage og lade andre børn komme til. I stedet har de fuldt fokus på mig, mig, og atter mig.

Han bruger fyrtårnet som et billede på, hvordan forældre bør opfatte sig selv.

»Fyrtårnet sender regelmæssige og tydelige signaler og lærer dermed børnene at manøvrere på åbent hav. I dag er det i mange tilfælde børnene, der er fyrtårnene, mens forældrene pisker rundt i håb om at kunne tilfredsstille alle deres forventninger. Den kurs er ikke god.«

Glem popularitetsjagten

Selvom det er fristende at føje ungerne for husfredens skyld, bør du ændre kurs, hvis dine børn dikterer alt fra sengetider til lommepenge. Er du parat til at starte bilen, hvis der mangler yoghurt, så husk på at et barn ikke tager skade af at få at vide, at det må spise havregryn med mælk i stedet. For der er også læring i, at alt ikke altid former sig, som man helst vil have.

»Det dur ikke at bruge lystprincippet som gps. Det er misforstået at tro, at opdragelse skal foregå i 100 pct. harmoni. Intet i verdenshistorien har udviklet sig på baggrund af harmoni. Helt overordnet skal man huske på, at det faktum, at ens børn bliver vrede, ikke er en katastrofe. Tværtimod lærer de af modstand og modspil,« siger Jesper Juul.

Et stærkt lederskab klæder børn på til at klare sig i den sociale virkelighed, der venter dem.

»Det er forældrene, der, ved at vise vejen, sikrer, at børnene lærer de sociale spilleregler. F.eks. hvordan man er en del af en gruppe og omgås andre mennesker med lydhørhed og respekt. Hvordan man tager ansvar, og at man ikke altid kan få sin vilje. Men det sker ikke ved, at man fjerner enhver sten på børnenes vej,« siger Jesper Juul.

Kæft, trit og retning

Problemet er, at moderne forældre, efter opgøret med den gamle autoritære ’kæft, trit og retning model’, er blevet usikre. Af frygt for at skade deres børn har forældrene parkeret autoriteten uden for døren. Men du kan sagtens udvise autoritet og samtidig give dine børn plads, forsikrer han.

Det vigtige er at signalere, at det er dig, der bestemmer, og at der er nogle faste rammer og regler. Jesper Juul vil gerne inspirere til en opdragelse, der ikke er sort/hvid, men derimod kendetegnet ved en moderne forståelse af ordet autoritet. Det betyder, at der er klare regler, men samtidig plads til at lytte og gå i dialog med børnene.

Skal din 25-årige ikke ende som et forkælet og ubehjælpsomt pattebarn, skal du sætte ind helt fra barnsben. Det lyder banalt, med det gælder om at give barnet pligter og stille krav, f.eks. om at børn skal hjælpe med at snitte salat, rydde op på deres værelse eller sortere vasketøj.

At sige nej er også godt lederskab. Det samme gælder at lære sine børn at udsætte deres egne behov. Signalér klart, at uanset om de vil have fat i dig for at tegne en tegning eller vaske yndlingsblusen, kan der være ventetid. Ventetiden lærer dem, at de ikke er verdens altdominerende midtpunkt. Samtidig med at du udviser autoritet.

Men lige så vigtigt det er at vise autoritet, lige så vigtigt er det at tage sine børn alvorligt og lytte til dem.

»Ved at tage deres tanker og følelser alvorligt og tvinge dem til at argumentere og tale for deres sag, øver de evnen til at formulere sig. Det lærer de ikke, hvis de som små har oplevet, at det var nok at udslynge ordrer eller surmule for at få deres vilje.«

Som en bonus kan det være, at du ved at lytte til barnets argumenter rent faktisk ændrer holdning.

»Forældre skal jo helst ikke ende som enarmede tyveknægte med et standardsvar, når man fodrer dem med en tyver,« siger Jesper Juul.

Han mener, at vi som forældre er blevet lidt for romantiske. Vi har en idé om, at fred og harmoni er dét, vi skal stræbe efter, men der vil uvægerligt opstå magtkampe mellem børn og voksne i en familie – og sådan skal det være.

»For hvordan skal et ungt menneske klare sig i en studiegruppe eller på en arbejdsplads, hvis det aldrig har fået modspil. Modspil skal børn lære fra de er helt små, og dén opgave tilfalder forældrene.«

Scener fra et familieliv

Scene 1: Tre-årig vil ikke børste tænder

Far: Det er tid til at børste tænder.
Barn: Jeg har ikke lyst til at børste tænder.
Far: Ved du, hvorfor du ikke har lyst?
Barn: Nej, jeg har bare ikke lyst.
Far: Det var en skam, jeg vil virkelig gerne vide hvorfor.
Barn: Jeg har bare ikke lyst.
Far: Okay, men tænk over det og sig til, når du ved det. Lad os i mellemtiden børste tænder.
Barn: Men jeg har jo sagt, at jeg ikke vil.
Far: Ja, det har jeg hørt. Men så længe du er mit barn, har jeg ansvar for din sundhed. Af sted med dig, så vi kan få det overstået.
Barn: O.k., men sørg for at gøre det forsigtigt.

Kommentar: I stedet for blot at insistere på tandbørstningen er det en god idé at høre på, hvad barnet har at sige. Dialogen kan virke som rent tidsspilde, drengen skal jo have børstet tænder, men samtalen viser sønnen, at faderen tager ham alvorligt. Hvis barnets eneste mulighed er at slå hælene sammen og parere ordre, mister det sin værdighed, og de fleste børn vil reagere ved at tage kampen op, løbe væk, gemme ansigtet i hænderne eller presse læberne sammen.

Scene 2: Fem-årig vil ikke spise sine tomater

Mor: Kan du ikke lide dem?
Barn: Nej, jeg hader tomater.
Mor: Hvornår har du sidst smagt dem?
Barn: Det er længe siden, og jeg kunne ikke lide dem.
Mor: Hvis det er længe siden, synes jeg, du skal prøve. Jeg kan godt lide dem.
Barn: O.k. så, bare et lille stykke.
Mor: Hvordan smager det?
Barn: Mærkeligt, jeg kan ikke lide det.
Mor: Øv altså, vi prøver igen en anden dag.

Kommentar: Nogle forældre vil mene, at deres barn skal spise sundt og grønt. Men når dette ønske bliver en hellig mission, får det langt de fleste børn til at stå på bremsen. Følger man Jesper Juuls forslag, modsvares respekten for barnets standpunkt af den voksnes selvrespekt. Dermed er vejen til barnets lyst til at prøve nyt kortere.

Scene 3: Tre-årig bruger for meget tid med sin iPad

Foto: Scanpix/Iris
Vis mere

Far: Jeg vil ikke have, at du sidder med din iPad hele tiden. Du skal også lave noget andet. Kan du ikke lege med dit dukkehus?
Barn: Jeg gider ikke lege med dukkehus mere.
(Her begår faderen den meget almindelige fejl at kombinere et krav og et forslag. Resultatet er, at barnet kun reagerer på den sidste sætning.)
Far: Nå, det plejer du da ellers at være glad for. Men jeg vil altså ikke have, at du leger mere med iPaden i dag, så du skal give mig den.
Barn: Nej, jeg vil ej.
(Faderen kan nu enten insistere på sit krav og vriste iPaden fra barnet eller resignere og prøve igen senere. Det gode råd er at følge op næste dag, hvor barnet ikke bruger sin iPad.)
Far: Nu vil jeg gerne snakke med dig om din iPad. Vi er nødt til at finde en ordning, for ellers kommer vi op at skændes flere gange om dagen. Fra i dag gør vi sådan og sådan.
Barn: Det er uretfærdigt.
Far: Ja, det kan jeg godt forstå, at du synes, men sådan er det desværre.
Barn: Jamen Claus må bruge sin iPad hele tiden.
Far: Hjemme hos Claus er det hans forældre, der bestemmer. Her er det os.

Kommentar: Parterne er uenige om, hvordan tingene skal være, og det er helt o.k. I de følgende måneder vil der jævnligt opstå konflikter, men de vil blive færre og færre.

Scene 4: Fire-årig vil ikke sove

Barnet er lagt i seng, og mor vil gerne have voksentid. Men barnet kommer ind i stuen.

Barn: Jeg er ikke træt, jeg vil ikke sove.
Mor: Du skal gå i seng.
Barn: Jeg vil blive her.
Mor: Men det vil jeg ikke have. Jeg vil ikke lege med dig, jeg vil ikke læse med dig. Jeg vil have ro, og jeg vil være sammen med din far. Gå ind på dit værelse.

Kommentar: Den sidste besked skal ikke siges vredt, men i en venlig tone uden at være sødladen. Den fasthed i stemmen får du kun, når du har taget en beslutning. Ifølge Jesper Juul spørger forældrene altid: ’Føler det stakkels barn sig ikke afvist?’ Hans svar er: ‘Jo, forhåbentlig’. Det er jo det, der er meningen. Mind dig selv om målet, når du øver dig i at sige nej med god samvittighed.

Scene 5: 16-årig pjækker fra skolen

Far: Så vidt jeg kan se, begyndte det med, at du ikke fik lavet dine lektier. Nu er du også begyndt at pjække. Vil du fortælle mig, hvad der er i vejen?
Barn: Jeg ved det ikke, jeg skal nok prøve at tage mig sammen.
Far: Det virker ikke, som om det er nok. Hvad er det, du er kørt sur i?
Barn: Det er bare for meget. Jeg bliver enormt stresset, og så gider jeg bare ikke.
Far: Overvejer du at droppe helt ud? (Kommentar: Spørgsmålet er vigtigt fordi det signalerer åbenhed og empati. Det inviterer til at sige det sværeste af alt og være i ligeværdig dialog.
Barn: Ja, flere gange.
Far: Kan du se nogen fordele ved den løsning?
Barn: Ja da! Så bliver jeg fri for hele tiden at spekulere.
Far: Ja, det er en klar fordel. Er der andre?
Barn: Næh.
Far: Jeg kan heller ikke lige se nogen. (Kommentar: Her gør den voksne sin stilling klar og anerkender, at ikke alle livets valg kan gøres op i plusser og minusser.)
Far: Jeg tror, det vigtigste, du har sagt, er, at skolearbejdet stresser dig for tiden. Måske kunne vi snakke om en anden måde at gribe det an på, som er mindre stressende?
Barn: Ja, det kan vi godt, men nu er jeg træt i hovedet.
Far: O.k. så lad os holde en pause, og så melder jeg mig igen en anden dag. Jeg er rimelig utålmodig.
Barn: O.k.

Næste dag

Far: Jeg har forsøgt at forklare for mig selv, hvad det er, der stresser dig mest, men jeg kan ikke finde ud af det. Kan du ikke prøve at forklare mig det?
Barn: Det er værst i dansk og faktisk også matematik.
Far: Hvad er problemet i dansk?
Barn: Det er mest, når vi skal skrive stil. Jeg kan aldrig finde på noget at skrive.
Far: Det kender jeg godt. Man sidder bare og glor på en tom skærm og bliver lige så tom i hjernen. Er det sådan, du har det? (Kommentar: Far deler ud af sin egen erfaring, men holder muligheden for, at barnet har det anderledes, åben.)
Barn: Ja noget i den retning.
Far: Det tror jeg, vi kan løse i fællesskab. Hvis du fortæller mig, hvad opgaven går ud på, kan vi brainstorme. Er du med på at prøve det?
Barn: Ja, det er fint.
Far: Godt. Hvad er problemet med matematik?
Barn: Det kan jeg bare ikke finde ud af.
Far: Ja, der er jeg også næsten helt blank. Det bedste, jeg kan finde på, er, at vi får en aftale med din lærer og hører, om han kan hjælpe os, skal jeg gøre det?
Barn: Ja, det må du godt.

Kommentar: Når et ungt menneske begynder at ’dovne’ i forhold til skole og uddannelse, er der altid noget andet på færde end dovenskab og ligegyldighed. Er man vokset op i en familie, hvor der lægges vægt på skolegang, er man i en vanskelig klemme, som man har brug for støtte til at komme ud af. Samtalen skaber luft, og de kommende dage vil vise, om barnet har fået ny energi, og om de to løsninger fungerer efter hensigten. Det vigtigste er, at dialogen har demonteret den tidsindstillede bombe, som barnet har gået rundt med. Dialogen er i sig selv stressreducerende. Løsningen ligger ofte mere i dialogen end i egentlige løsningsforslag.

Kilde: ’Førerulve – Det livsvigtige lederskab i familien’ af Jesper Juul.