Det er ikke kun Mette Frederiksen, der har bøvl med sine sms’er.
Det samme har folk, der dater.
Ifølge tal fra datingappen happn går syv ud af ti singler nemlig glip af kærlighed på grund af misforståede beskeder.
Selvom det er muligt at mødes i virkeligheden – også på første date, og selvom man kan tale sammen på telefon - så er virkeligheden, at langt de fleste sms’er med en mulig date.
Faktisk afslører en undersøgelse foretaget blandt 1.272 brugere af datingappen happn, at hele 52 procent af brugerne udelukkende kommunikerer med deres dates via sms.
Dét giver grobund for mange misforståelser.
I samme undersøgelse, som happn gennemførte i april måned, svarer hele 71 procent af de adspurgte singler, at de har mistet en potentiel partner, fordi en besked blev misforstået.
38 procent af dem siger, at det er sket en enkelt gang eller to, mens 33 procent oplever, at det sker regelmæssigt.
Det får happns kommunikationschef, Claire Rénier, til at konkludere:
»Ord kan sagtens forføre, og det sker ofte, men i den digitale tidsalder kan det være svært at tolke dem rigtigt. En enkelt emoji eller et tvetydigt svar kan let skabe misforståelser og måske sågar koste chancen for at skabe en reel forbindelse.«
Men hvad skal man overhovedet skrive til en date? Hvordan skal budskabet formuleres? Og hvordan skal man tolke et eventuelt svar?
Det har næsten fire ud af ti af de adspurgte brug for hjælp til at finde ud af.

26 procent går til deres venner for at få hjælp til at tolke et svar fra en date. Fire procent søger råd i traditionelle medier, som for eksempel B.T., men dobbelt så mange – nemlig otte procent af de adspurgte, siger i undersøgelsen, at de spørger ChatGPT til råds, når de skal skrive til en date.
Det mønster clasher med det vigtigste krav for, at dating kan ende i succes:
»Det vigtigste er at turde vise sine intentioner og kommunikere ærligt: For når alt kommer til alt, er autenticitet stadig den reneste form for kærlighed,« siger Claire Rénier.
Happn har mere end 170 millioner brugere i verden. I Danmark er 1,2 millioner registreret som brugere.