Flere og flere bruger plantedrikke i kaffen eller på havregrynene. Men går man op i sin sundhed, er drikkene ikke en god erstatning for mælk. Det fastslår et nyt studie fra Københavns Universitet.
Plantedrikkene, der er lavet på havre, soja, mandler eller ris, bliver kategoriseret som ultraforarbejdede fødevarer, fordi de fremstilles ved brug af kemiske processer. Det er en produktionsform, som flere sundhedseksperter er bekymrede over, som B.T. tidligere har beskrevet.
Nu fastslår det nye studie, der netop er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Food Research International, at forarbejdningen ikke bare forringer drikkenes ernæringsmæssige kvalitet. De skaber i nogle tilfælde også nye bekymrende stoffer, skriver forskerne.
Kort sagt lyder meldingen, at plantedrikkene belaster klimaet mindre end komælk, men altså ikke er sundere – måske tvært imod.
Det største problem er, at mange af plantedrikkene bliver varmebehandlet for at kunne holde sig uden at være på køl. Det er en behandling, som har ‘omkostninger’, skriver professor Marianne Nissen Lund fra Institut for Fødevarevidenskab.
Varmebehandlingen ødelægger proteinindholdet i plantedrikkene, og derfor er den ernæringsmæssige kvalitet i langt de fleste produkter relativt lav. Men forskerne opdagede også noget andet og potentielt mere alvorligt.
Det kom nemlig bag på dem, at de i nogle af plantedrikkene kunne måle det kræftfremkaldende stof akrylamid.
Selvom det ikke var i så store mængder, at det i sig selv er farligt, er det grund til at advare om det, fordi akrylamid også findes i andre fødevarer, som for eksempel brød, småkager, kaffebønner og pommes frites.
»Vi var overraskede over at finde akrylamid, fordi det normalt ikke er i flydende produkter. En af kilderne er formodentlig de ristede mandler, der er brugt i det ene produkt. Stoffet er dog målt i så lave niveauer, at det ikke i sig selv er farligt. Men får du lidt af stoffet både her og der fra forskellige produkter, kan du nå op på et niveau, hvor det er sundhedsskadeligt,« siger Marianne Nissen Lund.
Professor i ernæring Lars Ove Dragsted fra Institut for Idræt og Ernæring er generelt ikke bekymret over plantedrikkenes sundhed, men skriver, at de kemiske stoffer:
»Generelt er uønskede, fordi de kan øge inflammation i kroppen, og visse af stofferne er også koblet til højere risiko for diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Selvom vores tarmbakterier nedbryder nogle af dem, er der mange, som vi ikke kender eller som endnu er dårligt undersøgt.«

