Det så voldsomt ud, da Christian Eriksen under søndagens landskamp mod Ukraine faldt om på banen.

Holdlægen Morten Boesen beskrev de dramatiske minutter sådan her: 

»Som jeg husker det, havde Christian bolden, så tog han sig til brystet, jeg tror, han fik et stød af pacemakeren, som alle ved, han har.«

I hvert fald råbte den 34-årige landsholdsspiller av, inden han besvimede og faldt om.

Selvom Christian Eriksen efterfølgende selv kunne gå fra banen, blev han kørt direkte til hospitalet.

Det er ikke bare normal, men også en meget vigtig procedure, siger professor, overlæge og forskningschef i Hjerteforeningen Gunnar Gislason.

»Man vil hurtigt få patienten på hospitalet, så man kan aflæse ICD'en/ hjertestarteren - ligesom man aflæser den sorte boks fra et fly.«

Både danske og ukrainske spillere slå søndag ring om Christian Eriksen, efter han faldt om under fodboldlandskampen mellem Danmark og Ukraine på Odense Stadion.
Både danske og ukrainske spillere slå søndag ring om Christian Eriksen, efter han faldt om under fodboldlandskampen mellem Danmark og Ukraine på Odense Stadion. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det er nemlig altafgørende at finde ud af, hvilken tilstand der har udløst stødet.

»Aflæsningen kan afsløre, om der har været en alvorlig hjerterytmeforstyrrelse, og om ICD'en/hjertestarteren har givet behandling. Eller om den har givet stød ved en fejl,« siger han:

»For en pacemaker kan fejlfortolke hjerterytmen og give behandling, selvom det ikke er nødvendigt. Gør den det, skal den måske omprogrammeres.«

Hvert år får omkring 4.500 danskere indopereret en almindelig pacemaker. Mens cirka 2.000 får en såkaldt ICD/hjertestarter, der er den slags pacemaker, Christian Eriksen fik indopereret, efter han fik hjertestop i EM-kampen mod Finland i 2021.

Hjertelæge Gunnar Gislason kalder den meget avancerede pacemaker ICD for 'genial' og en forsikring. 
Hjertelæge Gunnar Gislason kalder den meget avancerede pacemaker ICD for 'genial' og en forsikring.  Foto: Mathias Svold

En ICD er pacemakerens Rolls-Royce.

»Der findes mange forskellige typer af pacemakere. Har man for langsom hjerterytme, kan man få en mindre avanceret model. Der findes også en mere avanceret, der kan justere hjerterytmen, og så er der ICD'en, som kan starte hjertet igen. Den er med til at redde liv,« siger Gunnar Gislason.

Hjertelægen kender ikke Christian Eriksens sygehistorie, men han ved, at det var en ICD med indbygget hjertestarter, spilleren for fem år siden fik indopereret.

»Den giver man til patienter med hjertestop for at forebygge, at det kommer igen, og til personer med høj risiko for at få hjertestop.«

Han kalder ICD'en for en 'forsikring til patienten’ og en 'genial behandling’.

Pacemakeren overvåger hjerterytmen og griber ind, hvis der sker ændringer, og dét har ændret prognosen for patienter med alvorlige hjerterytmeforstyrrelser.

»Den medicinske behandling af den slags sygdom er ikke særlig god. Det giver en sikkerhed at vide, at man har den her lille dims liggende, hvis noget alvorligt sker.«

Ifølge hjertelægen har ICD-pacemakeren to funktioner: Den kan for det første give hurtige impulser, der kan stabilisere hjerterytmen.

»Men virker det ikke, kan den ligesom en hjertestarter afgive stød for at nulstille hjerterytmen og få en normal hjerterytme i gang igen.«

Det sidste kan være en ‘voldsom oplevelse’, siger han.

»Nogle beskriver det som at få et spark i brystet. Det kunne godt være det, der er sket for Christian Eriksen.«

Der kan dog også være helt andre grunde til, at fodboldspilleren faldt om under søndagens kamp. 

Et blodtryksfald, dehydrering eller sygdom kan også have udløst anfaldet, ligesom pacemakeren kan være udløst ved en fejl. For eksempel kan det ske ved en meget høj puls.

»Det er nogle af de overvejelser, man som læge gør sig efterfølgende,« siger Gunnar Gislason.

Derfor var det vigtigt, at Christian Eriksen efter kampen blev indlagt på hospitalet til udredning.

Mange, der oplever at få stød af en pacemaker, vil opleve eftervirkninger.

»Ofte er det psykiske eftervirkninger, fordi det er en voldsom oplevelse. Men man kan også have ubehag i brystet, og har man været bevidstløs i længere tid, kan man have fysiske eftervirkninger. Men man burde hurtigt komme på benene igen.«

Det gjaldt for landsholdspilleren:

»Christian Eriksen vågnede hurtigt op og kunne selv gå fra banen – det er jo fantastisk.«

Mandag satte Eriksen selv ord på sin tilstand i et opslag på Instagram. Læs mere om det HER