John og Henny Hannover havde været gift i mere end 47 år, da han bemærkede små forandringer hos sin hustru.

»Det kunne være ting, jeg fortalte, som hun kort efter ikke kunne huske. Eller vi kunne havde drukket kaffe på Kgs. Nytorv om eftermiddagen, og så kunne hun om aftenen måske huske, at vi havde været på Kgs. Nytorv, men kunne ikke huske, at vi havde drukket kaffe.«

Det er seks år siden, Henny Hannover begyndte at glemme ting. Når hendes mand nu fortæller deres historie, er det i håb om, at fristen for demensudredning vil blive taget langt mere alvorligt.

»Demensudredning er vigtig. Ikke kun for at redde dem, der rammes af demens eller Alzheimers. For samtidig kan det være muligheden for at opdage andre sygdomme i hjernen, som måske kan behandles,« siger han. 

I juni 2019 delte John Hannover sin bekymring over »hukommelsesudfaldene« med parrets praktiserende læge. Henny Hannover var dengang 66 år og lægen mente, det ‘måske var demens’.

»Men det var sommerferie og vi kunne først få en tid i august,« siger John Hannover og tilføjer: »Der røg de første par måneder.«

Det er seks år siden, at John Hannover mistede sin kone. Nu efterlyser han hurtigere handling på Hukommelsesklinikkerne.  Privatfoto

Parrets oplevelse er ikke unik. Alzheimerforeningen mener, at alt for mange danskere venter alt for længe på at få en demensdiagnose.

Ifølge politisk chef, Anja Bihl-Nielsen, burde ventetiden holde sig indenfor udredningsgarantien på en måned, men da demens er en kompleks sygdom, er der et fagligt mål om, at det højst må tage 90 dage at blive udredt.

Ingen af de fem regioner overholder dog målet. I John og Henny Hannovers tilfælde blev ventetiden ikke bare lang, men også skæbnesvanger.

Efter sommerferien blev Henny demenstestet hos deres praktiserende læge.

»Min kone scorede et niveau, der kunne være tegn på mulig demens og vi talte ikke om andre muligheder for sygdom,« siger John Hannover, der var tilfreds med undersøgelsen, der virkede både ‘omhyggelig’ og med ‘videnskabelig begrundelse’.

De fik derfor en henvisning til demensudredning på Hukommelsesklinikken på Herlev Hospital, der ville indkalde Henny Hannover, når de havde plads.

Så parret ventede. Men det gjorde sygdommen ikke.

»Jeg synes, det blev værre. Henny blev tydeligt mere søvnig og sov mange gange hver dag. Jeg syntes også, hun begyndte at gå anderledes,« siger John Hannover.

Blandt andet var hendes skridt blevet kortere og de vandrestave, hun havde gået med siden en knæoperation, brugte hun pludselig anderledes.

»Jeg lagde mærke til, at hun slæbte den ene stav lidt efter sig.«

I september rykkede han Hukommelsesklinikken for en tid. Og også i oktober.

Her måtte klinikken sande, at de desværre ikke ville kunne overholde fristen på 90 dage. Derfor blev parret henvist de til Hukommelsesklinikken i København, hvor de igen stillede sig bagest i køen.

»I december rykkede jeg igen for en tid. Nu var der gået fem måneder siden lægen sagde, der var risiko for demens.«

Men selvom Hukommelsesklinikken lovede, at de ville skynde sig, kunne de allerede sige, at heller ikke de ville kunne overholde fristen på tre måneder.

Kort efter nytår 2020. Seks måneder efter Henny Hannovers læge havde henvist hende til demensudredning, skete der noget. Men ikke noget godt.

»En aften var vi ude at spise. Vi fik wienerschnitzel og jeg lagde mærke til, at min kone skar kødet med gaflen i venstre hånd og kniven i højre som normalt. Men når hun skulle have maden ind i munden, lagde hun kniven fra sig og tog gaflen i højre hånd.«

Hendes venstre side virkede svag. Det passede med det mønster, han havde noteret sig, når hun gik med sine stave. 

»Da jeg kiggede på hendes mundvige, hang den venstre side lidt … Så blev jeg betænkelig. For første gang tænkte jeg, at der var noget andet end demens, der var på færde.«

Samme aften tændte han computeren, loggede sig på lægens hjemmeside og beskrev sine observationer. Herfra gik det stærkt.

»Klokken halv otte næste morgen var lægen i røret. Vi skulle gøre os klar med det samme for Henny skulle have en MR scanning klokken 12,« husker han.

Parret var kun lige kommet hjem, da hospitalet ringede og sagde, de skulle komme ind igen. 

»For lægerne kunne se en svulst på størrelse med en appelsin i min kones hoved,« siger John Hannover og tilføjer:

»Herfra virkede systemet. Vi var ude at spise den 13. januar. Den 23. lå min kone på operationsbordet.«

En måned efter fik de den sønderknusende besked, at hun havde en aggressiv hjernekræft, der spredte sig hurtigt og levnede hende meget dårlige chancer for at overleve.

Tiden, der fulgte beskriver John Hannover som ‘frygtelig’. Hans hustru blev opereret, fik strålebehandling og kemoterapi, men hendes liv stod ikke til at redde.

»Sygdomsforløbet var meget, meget brutalt og et år og to måneder senere var Henny død.«

Dødsfaldet er en personlig tragedie for ham, hans børn og børnebørn. Men det er også en påmindelse til alle andre om, hvad der kan ske, mens man venter.

»For Henny betød det måske ikke den store forskel. Hun ville dø af sin sygdom. Men for andre med andre sygdomme, kan det betyde en kæmpe forskel, om man bliver udredt hurtigt eller skal vente mange måneder,« siger han.

»En bekendt fik for eksempel to små blodpropper i hjernen. Man troede, det var demens. Først ved blodprop nummer tre, opdagede lægerne, at der var noget andet på færde.«

»Når man er gammel, er det klart, at mistanken om demens, dukker op, når man ikke kan huske noget, men hos unge mennesker, tænker man svulst, så snart de begynder at huske dårligt og så kan man måske nå at operere.«

Den praktiserende læge tilbød parret, at de kunne klage over hendes behandling. Det har de ikke ønsket.

John Hannover vil aldrig få at vide, om det kunne have forlænget Hennys liv, hvis køen til demensudredning havde været kortere og om kræften i så fald ville være blevet fundet hurtigere.

Men han kan ikke lade være med at tænke:

»Havde lægerne opdaget kræften med det samme, havde Henny måske levet lidt længere og måske lidt bedre. Måske havde det kunnet give hende et år mere.«