Britiske læger slår alarm.

De ser nemlig stadig flere patienter komme med lever-, nyre- og mave-tarmproblemer, forårsaget af et større forbrug af kosttilskud. Det skriver BBC.

I marts 2025 gennemførte den britiske forbrugerorganisation Which? en onlineundersøgelse blandt 2.514 voksne briter.

Undersøgelsen viste, at 76 procent af de adspurgte regelmæssigt tog mindst ét ​​kosttilskud. Mens næsten 20 procent tog fire eller flere kosttilskud dagligt.

Blandt kosttilskud regnes blandt andet vitaminer, mineraler, omega-3, probiotika og diverse urteekstrakter.

Blandt de stoffer, der, når de indtages i høje doser, kan være særligt giftige for blandt andet leveren, er A-vitamin, glutamin, ashwagandha og grøn teekstrakt.

I marts måned advarede Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri danske forbrugere mod tre kosttilskud 'Ashwagandha Intenso', 'Brain Life' og 'Curcumin C3 Complex'.

Forklaringen var at produkterne indeholder Ashwagandha, der kan skade immunsystemet og skjoldbruskkirtlen, mens Curcumin kan have skadelige virkninger på leveren, mave-tarmsystemet og under graviditet resultere i lavere fødselsvægt hos barnet.

Et problem, som den britiske læge Victoria Tzortziou Brown, der er præsident for Royal College of GPs (De praktiserende lægers organisation, red.), advarer om, er:

»At patienter måske ikke er klar over, at de duplikerer ingredienser, overskrider anbefalede mængder eller tager produkter, der kan interagere med receptpligtig medicin. Mere er ikke altid bedre,« som hun siger til BBC.

Ifølge mediet kan en multivitaminpille taget sammen med et vitamin B6-tilskud for eksempel føre til dobbelt dosis der, hvis det tages i en længere periode, kan resultere i nerveskader.

En cocktail af jern, calcium og magnesium kan reducere absorptionshastigheden af de enkelte mineraler.

Mens vitaminer, som A, D, E og K, lagres i kroppen i længere tid, hvorfor de ofte ikke bør tages dagligt.