Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri advarer forbrugere mod tre kosttilskud, der sælges fra en tysk webshop.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Kosttilskuddene indeholder ifølge styrelsen sundhedsskadelige ingredienser.
Der er tale om webshoppen braintimize.dk, og produkterne, der advares imod, er "Ashwagandha Intenso", "Brain Life" og "Curcumin C3 Complex".
Produkterne indeholder Ashwagandha, der kan skade immunsystemet og skjoldbruskkirtlen, og Curcumin, der kan have skadelige virkninger på leveren, mave-tarmsystemet og under graviditet i form af lavere fødselsvægt.
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, har vurderet, at det højeste acceptable daglige indtag af curcumin er på 210 mg for en voksen person på 70 kg.
Kosttilskuddet Brain Life indeholder 600 mg curcumin og kosttilskuddet Curcumin C3 Complex indeholder 1000 mg curcumin, og overskrider dermed markant det højeste acceptable daglige indtag af curcumin.
