22 og et halvt kilo. Så meget har Lisbeth Guldberg tabt sig i de otte måneder, hun har brugt Wegovy.
Da hun 18. september sidste år for første gang satte en nål mod sit maveskind og tog de første 0,25 mg af vægttabsmidlet, viste badevægten 83,7 kilo.
Hendes mål var at komme ned på 63 kilo, men nu viser vægten 61,2 kilo. Hendes BMI er gået fra ‘svær overvægtig’ til 'normalvægtig’, så nu skal hun lægge medicinen fra sig:
»Jeg har det godt med min krop nu, og skal ikke have ‘wegovy face’ – som min søn siger. Men jeg er nervøs for at stoppe.«
I otte måneder har medicinen holdt Lisbeth Guldbergs appetit i stramme tøjler. Nu er hun spændt på, hvordan hendes lyst til mad ændrer sig:
»Jeg ved ikke, hvordan mine smagsløg reagerer. Mens jeg har taget Wegovy, har jeg ikke kunnet lide kaffe, mælk, sodavand, kød. Hvis jeg har spist slik eller kage, er jeg blevet dårlig og har fået kvalme eller diarré. En gang, hvor jeg spiste en hel fiskefilet, rendte jeg på toilettet en hel aften,« siger hun:
»Nu skal jeg lære selv at begrænse mig.«
Hendes bekymring er forståelig.
For selvom studier har vist, at personer, der tager Wegovy en gang om ugen i et år, kan tabe sig cirka 15 procent af deres kropsvægt, så fastslår Sundhedsstyrelsen også, at Wegovy kun virker så længe, man tager det.
Som Jens Meldgaard Bruun, der er klinisk professor, overlæge og leder af Nationalt Center for Overvægt i Danmark tidligere har sagt til B.T.
»Brugerne skal også ændre deres kost og skrue op for mængden af fysisk aktivitet. Ændrer de ikke livsstil, risikerer de at tage det hele på igen, når de stopper med medicinen. Det er desværre næsten lige så sikkert som amen i kirken.«
Heldigvis er Lisbeth Guldberg ikke alene. Mens hun har været på Wegovy, har hendes kæreste også været på kur. Han har fulgt de samme kost- og motionsplaner som hende, men han har ikke taget medicinen.
Alligevel er der i de forløbne måneder blevet 15 kilo mindre af ham.
»Det er godt, at vi er fælles om det. Vi har livsstilsændringerne så godt inde på rygraden, at det nok skal lykkes, når vi er sammen i det,« siger Lisbeth Guldberg.
Hun ved, at det kan være svært for hovedet at følge med, når kroppen forandrer sig så hurtigt:
»Jeg er blevet en størrelse small eller medium, men jeg kigger stadig efter tøj i størrelse xl, og når jeg så går forbi et spejl, tænker jeg, at jeg ligner en fugleunge.«
Første gang hun hørte om Wegovy, sad hun i kassen i den Rema 1000, hvor hun arbejder. Det var en kunde, der introducerede hende for medicinen.
Da kunden stod foran hende, kunne Lisbeth Guldberg genkende stemmen, men på ingen måde kroppen:
»Hun plejede at være en stor kvinde. Nu var hun en pind i luften. Jeg spurgte, hvilken mirakelkur hun havde været på. Svaret var, at hun havde tabt sig 27 kilo ved at stikke sig en gang om ugen.«
Det fik Lisbeth Guldberg til at bestille tid hos sin læge.
Ifølge Sundhedsstyrelsen kræver det et BMI på mindst 30, eller et BMI mellem 27-30 samtidig med mindst ét vægtrelateret problem, som for eksempel type 2-diabetes, forhøjet blodtryk eller hjerte-kar-sygdom, før man kan få udskrevet medicinen.
»Jeg blev vejet, målt og fik taget blodprøver, og min læge sagde, at jeg måtte få Wegovy, fordi jeg var i overgangsalderen, hvor det er sværere at tabe sig.«
De seneste otte måneder har Lisbeth Guldberg brugt 10.424 kroner på medicinen, og det har 'været alle pengene værd', synes hun.
Når hun ser tilbage giver hun 'overgangsalderen og rødvin' skylden for, at hendes vægt var stukket af. Overgangsalderen er der stadig, når hun dropper medicinen, men vinen har hun fået styr på.
»Før Wegovy drak jeg måske et glas om dagen og en halv flaske i weekenden. Vi spiste også mere brød og flere kulhydrater.«
Både alkoholen og fødevarerne har hun og hendes kæreste skåret ned på siden september.
»Nu glæder vi os meget mere til fredag eftermiddag, hvor vi skal have et glas rosévin i haven. Det er også kun fredag og lørdag, vi spiser kartofler og hvidt brød.«
Weekenden er blevet en fest, som parret glæder sig til, hjemme i Pandrup.
»Hele ugen går vi og planlægger, hvad vi skal spise fredag og lørdag, hvor vi tillader os at skeje lidt mere ud med for eksempel vin og nødder. Måske deler vi en kage eller en is. Til gengæld spiser vi den med god samvittighed.«
Til hverdag er menuen plantebaseret og hvis parret spiser kød, er det kylling og fisk.
»De første tre måneder på Wegovy kunne jeg simpelthen ikke lide kød, og jeg tror ikke, jeg kommer til at spise oksekød igen.«
Udover en mere grøn kost har både Lisbeth og hendes kæreste gået 10-15.000 skridt hver dag. Også dét vil de blive ved med.
»Jeg vil stadig gerne gå eller løbe små ture, men jeg kommer aldrig til at stå og trække jern eller svede sammen med tyve andre i et fitnesscenter.«
Lisbeth Guldberg har medicin tilbage til tre gange. Så er det slut.
Hun føler sig klar, men har aftalt med sin læge, at han skal udskrive en sidste recept. Så kan medicinen ligge klar på apoteket, hvis hun får behov for den.
»Den skal ligge der, hvis det om to måneder kører af sporet for mig. Hvis jeg pludselig ikke har kontrol længere, så skal jeg kunne hente den uden først at skulle ringe til ham.«