Bente Klarlund: 'Den mest effektive motion til at sænke blodtrykket'
Otte minutters træning tre gange om ugen er nok til at sænke blodtrykket.

Otte minutters træning tre gange om ugen er nok til at sænke blodtrykket.

Forhøjet blodtryk er en af de hyppigste årsager til hjerte-kar-sygdomme. Ifølge Hjerteforeningen har 1,5 million danskere mellem 30-79 år forhøjet blodtryk. Mange af dem uden at vide det.
Er du bekymret for dit blodtryk, kan du let og enkelt gøre noget godt for det. Eller – helt let er det måske ikke.
Forskning fra University of East London har tidligere vist, at øvelser, som planken og wall sits, hvor muskler aktiveres, uden at man bevæger dem, effektivt sænker blodtrykket. Øvelserne går også under navnet isometriske øvelser.
Bente Klarlund Pedersen, der er overlæge på Rigshospitalet og professor i interaktiv medicin, fastslår:
»De (isometriske øvelser, red.) er dokumenteret som den mest effektive motion til at sænke hvileblodtrykket.«
I en analyse af 270 forskellige studier, hvor hele 15.827 personer deltog, så de britiske forskerne, at blodtrykket blev sænket af flere forskellige former for motion.
Men de isometriske øvelser var altså bedre end alle andre former for motion, når det kom til at sænke blodtrykket.
»Der sker noget helt særligt, når man ligger i planken,« siger Bente Klarlund Pedersen og forklarer hvorfor:
»Under en statisk kontraktion afklemmes blodkarrene midlertidigt. Det laver en lokal iltmangel, men når man slipper spændingen, sker der er kraftig blodgennemstrømning, der tvinger blodkarrene til at udvide sig permanent.«
Ifølge det britiske studie var faldt i blodtrykket hos deltagerne 'sammenligneligt med reduktionen set hos personer, der tager blodtryksmedicin', har en af forfatterne tidligere skrevet i Videnskab.dk.

Derfor kan det godt betale sig at indtage plankeposition. For som forskningschef i Hjerteforeningen Gunnar Gislason tidligere har sagt til B.T.:
»Vi ved, at cirka halvdelen af alle hjertesygdomme kan forebygges. Derfor vil vi gerne have, at man opdager hjerteproblemer tidligere, så man med gode og sunde vaner kan rette fokus mod tidlig forebyggelse,« siger han.
Ifølge de britiske forskere er det nok at lave øvelserne tre gange om ugen. Til gengæld skal øvelserne holdes i fire gange to minutter med en hvileperiode på et til fire minutter mellem hver omgang.
Alt i alt bliver det til otte minutter i planken.
Selv med pauser er det hårdt, siger Bente Klarlund Pedersen, der selv en gang imellem laver øvelsen:
»Jeg synes, det er svært at holde den mere end et til to minutter.«
Bliver du ikke fan af planken, er det værd at minde om, at alle former for motion påvirker blodtrykket positivt.
»Det er vigtigt at sige, at klassisk styrketræning og dynamisk styrketræning giver næsthøjest effekt, mens udholdenhedstræning har tredjestørst effekt på blodtrykket,« siger Bente Klarlund Pedersen.
Uanset hvilke øvelser man laver, advarer hun om, at blodtrykket vil stige under træningen, men at hvileblodtrykket falder efter træningen.
»Jo højere blodtryk man har, des bedre effekt har man af motion,« siger hun, men kommer med en vigtig påmindelse:
»Har man et meget højt blodtryk på 180 eller derover, skal man ikke bare gå i gang med hård træning. I stedet skal skal blodtrykket først reguleres medicinsk.«