Anette Severin på 64 år spærrede øjnene op, da hun 6. juni tjekkede sin mail. 

Hun havde fået en regulær trussel om at ryge til inkasso. 

Det hele startede, da hun 15. maj tilfældigt så på Facebook, at man på to minutter kunne få et sundhedstjek. 

Da hun trykkede på annoncen, kom hun ind på hjemmesiden Sundhedsassessor.com, hvor hun udfyldte skemaet.

Det er synet, man mødes af, når man klikker sig ind hos Sundhedsassesor.com. Umiddelbart står der altså ikke tydeligt noget om betaling.
Det er synet, man mødes af, når man klikker sig ind hos Sundhedsassesor.com. Umiddelbart står der altså ikke tydeligt noget om betaling. Screenshot/Sundshedsassessor.com

Hun havde slet ikke set, at der med småt stod på hjemmesiden, at prisen var 509 kroner.

»Det er rent bondefangeri, at de lokker folk til at tage en lynhurtig test. Man skal læse godt efter for at se, at der med småt står, at der kræves betaling. Jeg så det i hvertfald ikke,« siger Anette Severin, der bor i Nykøbing Falster.

Og det er hun langt fra ene om.

B.T. har fredag skrevet om Bente Hansen, der også havde fået lavet sundhedstjek inde på den udskældte hjemmeside uden at have set, at det kostede 509 kroner.

tip os
Er du blevet opkrævet regning fra Sundhedsassessor.com eller andre firma, der kræver penge for noget, du ikke mener, du skylder? Så kontakt B.T.

Og i sidste måned var forbrugerorganisationen Forbruger Europa ude med en advarsel mod at bruge Sundhedsassessor.com, der er ejet af et ungarnsk firma.

»Det skal stå klart og tydeligt, når der er tale om en betalingsydelse, så du kan træffe et bevidst valg. Det gør det ikke i de her tilfælde,« sagde Lars Arent, der er direktør i Forbruger Europa, den 8. maj til B.T.

Men for Anette Severin er den manglende betaling altså endt med, at hun trues med inkasso.

Og det var ikke muligt at svare på mailen med truslen fra Sundhedsassessor.com 

Her er mailen fra no-reply@sundhedsassessor.com til Anette Severin. 
Her er mailen fra no-reply@sundhedsassessor.com til Anette Severin. 

»Jeg vil ikke betale, men det er klart, at det er voldsom trussel at ryge til inkasso,« siger hun. 

Også blandt de mange, der har givet 1 stjerne i Trustpilot til Sundhedsassessor.com, er der flere, der også er blevet truet med inkasso.

'På hjemmesiden fik man det indtryk, at rapporten var gratis, men det var den ikke. Regning fremsendes straks og med trussel om inkasso,' skrev en bruger torsdag. 

En anden har skrevet det her: 

'Jeg er også gået i fælden. Der stod intet om, at det kostede 509 kroner. Hvis jeg ikke betaler, ryger jeg til inkasso. Jeg betaler ikke.'

Lars Arent, direktør i Forbruger Europa, hvad mener du, at folk skal gøre, når Sundhedsassessor.com truer med inkasso, hvis ikke man betaler de 509 kroner?

»Det giver utryghed at blive truet med inkasso for en regning. Men det ændrer ikke på, at vi ikke mener, at står og klart og tydeligt, at det er en betalingsydelse, og derfor mener vi ikke, at der skal betales,« siger han. 

Det virker også til, at betalingskravet ender med truslen om inkasso.

»De kunder, vi har været i kontakt med om opkrævningen fra det konkrete firma, har ikke fået oplyst, at de er endt hos inkasso,« siger han. 

Anette Severin er lidt lettet over beskeden fra direktøren, men hun er fortsat bekymret. 

»Jeg er selvfølgelig stadig bange for, hvad det udmønter sig i. Men jeg mener stadig, at jeg har retten på min side,« siger hun.

B.T. har siden torsdag forsøgt at komme i kontakt med Belard-Web.Kft, der har kontor i Budapest, Ungarns hovedstad.

Men firmaet har ikke reageret på vores henvendelser.

Der er masser af gode muligheder for at spare penge på madbudgettet. Sådan lyder det fra kogemand og smagstester Thomas Alcayaga i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen, hvor vi også taler om dansk madkultur generelt.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.