Da Bente Hansen på 66 år fornylig scrollede gennem Facebook, faldt hun over en annonce, hun ikke kunne lade være med at trykke på.

Det fortryder hun i dag. 

På annoncen stod, at hun kunne teste sin sundhed i forhold til sin alder, og at det ville gå lynhurtigt.

»To minutters sundhedsvurdering« blev der lovet med store bogstaver.

»Den poppede ligesom bare op på Facebook, og i min alder synes jeg, at det er godt at vide, om jeg har et helbred som en på over 70 år eller som en tættere på 60 år,« siger Bente Hansen, der bor i Odder.

Da hun trykkede på linket, blev hun henvist til hjemmesiden Sundhedsassessor.com. 

Her skulle hun dog lige sætte flueben i en boks med teksten 'Jeg accepterer vilkår, betingelser og privatlivspolitik'.

Det gjorde hun uden at tænke nærmere over det. Og det tog kun cirka to minutter at svare på 20 spørgsmål. 

Det er synet, man mødes af, når man klikker sig ind hos Sundhedsassesor.com. Umiddelbart står der altså ikke tydeligt noget om betaling.
Det er synet, man mødes af, når man klikker sig ind hos Sundhedsassesor.com. Umiddelbart står der altså ikke tydeligt noget om betaling. Screenshot/Sundshedsassessor.com

»Jeg troede, det var hurtigt udfyldt, og så var den potte ude af verden,« siger hun.

Men kort efter fik hun en mail fra hjemmesiden Sundhedsassessor.com med testresultatet - og en regning på 509 kroner. 

Scroller hun et stykke længere ned af hjemmesiden, og kniber øjnene godt sammen, kan hun se, at der med lille skrift står, at sundhedstjekket faktisk koster 509 kroner. 

En pris, der ikke nævnes i reklamerne på de sociale medier, hvor der linkes til testen.

»Prisen på 509 kroner står med så lille skrift på hjemmesiden, at jeg slet ikke havde set det,« siger Bente Hansen og tilføjer: 

»Jeg synes virkeligt,  det er frækt, og jeg fortryder så meget, at jeg lavede det sundhedstjek.« 

Bente Hansen er langt fra alene.

På Trustpilot er der fredag stærkt utilfredse kommentarer fra 44 danskere, der langer ud efter Sundhedsassessor.com.

Her er nogle af de seneste et-stjernede anmeldelser: 

  • Total værdiløs rapport. På hjemmesiden fik man det indtryk, at rapporten var gratis, men det var den ikke.

  • Jeg er blevet snydt/manipuleret af dette svindelfirma- lige som mange andre, desværre. Jeg betaler selvfølgelig ikke.

  • Rent fup. Nogle spørgsmål om sundhed. Så sender de et intetsigende svar og en regning på 509 kroner.

  • Jeg røg så også i fælden. Øv, øv.

I maj var forbrugerorganisationen Forbruger Europa ude med en advarsel mod Sundhedsassessor.com.

»Det skal stå klart og tydeligt, når der er tale om en betalingsydelse, så du kan træffe et bevidst valg. Det gør det ikke i de her tilfælde,« sagde Lars Arent, der er direktør i Forbruger Europa, den 8. maj til B.T.

Forbruger Europa hører under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og hjælper danskere, hvis der er opstået problemer i forbindelse med for eksempel varekøb i EU-lande, samt Norge og Island.

Det er relevant i dette tilfælde, fordi Sundhedsassessor.com er skabt af ungarske Belard-Web.

Bente Hansen står tilbage med et stort spørgsmål:

»Er jeg nødt til at betale, når jeg har sat det krævede flueben?« spørger hun. 

Kun hvis man scroller ned forbi åbningsvinduet, ser man med småt, at det koster 509 kroner. Men på både mobil og pc man kan altså godt gennemføre testen uden overhovedet at se prisen.
Kun hvis man scroller ned forbi åbningsvinduet, ser man med småt, at det koster 509 kroner. Men på både mobil og pc man kan altså godt gennemføre testen uden overhovedet at se prisen. Screenshot/Sundhedsassessor.com

Lars Arent holder fast i, der ikke skal betales, selv om hun har godkendt 'vilkår, betingelser og privatlivspolitik'.

»Vi har haft en jurist til at vurdere det, og meldingen er, at det ikke har stået tydeligt på hjemmesiden, at der opkræves et beløb for at tage sundhedstjekket. Så jeg holder fast i, at man ikke skal betale regningen,« siger direktøren. 

Det svar glæder Bente Hansen.

»Det er godt at høre, og jeg håber de andre, der har fået den her regning uden at vide det, nu læser det her, og er mere trygge ved ikke at betale,« siger hun. 

Burde du ikke have læst det med småt igennem, inden du satte flueben ved en bestillingen?

»Jo, det har jeg virkeligt forstået nu,« siger hun. 

B.T. har siden torsdag forsøgt at komme i kontakt med Belard-Web, der har kontor i Budapest, Ungarns hovedstad. 

Men firmaet har ikke reageret på vores henvendelser.

Der er masser af gode muligheder for at spare penge på madbudgettet. Sådan lyder det fra kogemand og smagstester Thomas Alcayaga i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen, hvor vi også taler om dansk madkultur generelt.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.