Caroline Wozniacki var rørt til tårer, da hun blev interviewet af Tina Müller, og DR-værten var også selv rørt.

»Det er det, som sport kan. Og selv om jeg har set indslaget med Caroline Wozniacki flere gange, så bliver jeg rørt hver gang,« sagde værten til B.T. efter showet.

Og Tina Müller havde ikke andet end rosende ord til overs for den danske tennisstjerne:

»Det er svært sætte ord på, hvad hun kan. Fordi hun er så kæmpestor en tennisstjerne, og jeg kan godt tvivle på, om vi får sådan en igen.«

Den danske tennisstjerne blev hyldet for en storslået karriere, der lakker mod enden.

For efter Australian Open er det slut, og det var minderne fra de mange år på tennisbanerne, der fik tårerne frem hos Caroline Wozniacki.

»Jeg havde ikke lige regnet med, at jeg skulle komme til at græde i dag, så tak for det,« lød det fra den danske tennisstjerne over en direkte forbindelse fra New Zealand.

»Jeg bliver selvfølgelig rørt. Det er klart, at der er mange ting, der går igennem mig lige nu,« sagde den 29-årige dansker, der blev hyldet.

Tina Müller har været vært flere gange før ved showet i Herning. Her ses hun i 2015.
Tina Müller har været vært flere gange før ved showet i Herning. Her ses hun i 2015. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Tina Müller er en rutineret vært, men det var første gang, at hun havde Josefine Høgh med – og hun kunne ikke sætte en finger på Høghs indsats.

Tina Müller sagde afsluttende til B.T., at det ikke kun var under Wozniacki-hyldesten, hun kæmpede med tårerne:

»Jeg måtte være professionel flere gange. Både ved Lars Larsen og parasport-prisen, fordi et af de største øjeblikke i min karriere var de paraolympiske lege i 2016.«

Tina Müller håber inderligt at få lov til at dække de paraolympiske lege i Tokyo i 2020.