»Vi hører jævnligt, hvor korrupte udenlandske sportsforbund er. Men herhjemme er vi jo rene som nyfalden sne. Ikke sandt? Sådan burde det være …«

Sådan begynder en tre og en halv sider lang pressemeddelelse, der i skarpe og tordnende vendinger kritiserer Danmarks Idrætsforbund og dens direktør, Morten Mølholm. Afsenderen er Dansk Padel Forbund.

De føler sig svigtet, forbigået og negligeret.

Forbundet har i mere end et år forsøgt at blive optaget som et selvstændigt specialforbund under DIF, der vil betyde, at de vil kunne få del af de ressourcer, der følger med. Men nu er de midler i stedet gået til Dansk Tennis Forbund, efter det i DIFs bestyrelse er blevet besluttet, at padelsporten, der er vokset med lynets hast gennem de seneste år, skal lægges ind i tennis-regi.

En beslutning, Dansk Padel Forbund mundtligt er blevet orienteret om, og som har fået dem til at se rødt.

De anklager i pressemeddelelsen med overskriften 'Kammerateri i DIF?' kritiserer specifikt direktør Morten Mølholm for at udnytte sin position til at hjælpe Dansk Tennis Forbund, da han – udover jobbet som direktør – også er frivillig næstformand i Birkerød Tennisklub.

»Er DIFs direktør inhabil i sager om padelsporten, når der skal tages beslutning om, i hvilken retning pengestrømmene flyder? Ja, særligt når Dansk Padel Forbund ikke åbent er blevet oplyst om relationerne til tennissporten,« skriver de blandt andet.

Dansk Padel Forbund anklager endvidere Morten Mølholm samt medlemmer af DIFs bestyrelse for at have et meget tæt forhold til formandskabet i Dansk Tennis Forbund.

Men de anklager afviser Danmarks Idrætsforbund direktør på det kraftigste over for B.T.

Direktør i DIF, Morten Mølholm.
Direktør i DIF, Morten Mølholm. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

»Jeg er super ked af at blive beskyldt for sådan noget. Jeg kan forsikre om, at jeg ikke blander ting sammen. I forhold til spørgsmålet omkring inhabilitet så bliver man ikke inhabil af at være frivillig leder af en lokal klub. Jeg kan love for, at de nationalpolitiske problemstillinger, der er omkring padel og tennis, og hvor det skulle ende, ikke er en interesse hos hverken Birkerød Tennisklub eller hos mig,« siger Morten Mølholm.

Han sammenligner det med, at en journalist også skal kunne skrive om fodbold, selv hvis vedkommende er frivillig i en fodboldklub.

»Det ville være noget andet, hvis jeg sad i tennisforbundets bestyrelse. Det må jeg selvfølgelig ikke. Det har vi regler for i DIF, fordi vi skal tage et hensyn til ikke at være for tæt forbundet til et specialforbund. Og jeg har heller ikke – som det påstås – specielt tætte relationer til tennisforbundets bestyrelse. Jeg har relationer til alle DIFs specialforbund, men det er ikke, fordi jeg har nogen særlig relation til tennisforbundet.«

Han pointerer samtidig, at han som direktør ikke har været med til at træffe beslutningen om, hvorvidt Dansk Padel Forbund kunne blive optaget som et specialforbund i DIF. Den beslutning har ene og alene ligget på bestyrelsens bord.

Padel betragtes som verdens hurtigst voksende sportsgren, og er på rekordtid også blevet en populær sportsgren i Danmark.
Padel betragtes som verdens hurtigst voksende sportsgren, og er på rekordtid også blevet en populær sportsgren i Danmark. Foto: Dansk Padel Forbund
Vis mere

»Jeg har ikke nogen rolle i forhold til den proces. Jeg har en tjans i den tennisklub, hvor mine døtre har spillet tennis, men det gør ikke, at jeg har et særligt horn i siden på padel eller en særlig forkærlighed for tennis i den strid, der er mellem de to. Tværtimod har vi i DIF forsøgt at mægle mellem de to parter,« forklarer Mølholm.

Han henviser Danmarks Idrætsforbunds formand, Hans Natorp, når det kommer til beslutningen om at placere padel under Dansk Tennis Forbund.

Også han ryster på hovedet over den pressemeddelelse, Dansk Padel Forbund har sendt ud.

»Jeg kan kun sige, at de skyder fuldstændig totalt ved siden af skiven i forhold til, hvordan vi arbejder i Danmarks Idrætsforbund. Jeg synes, de er ude af kontekst,« siger formanden til B.T. og tilføjer:

Formand i DIF, Hans Natorp, afviser ikke, at padelforbundet på sigt kan blive optaget som et specialforbund.
Formand i DIF, Hans Natorp, afviser ikke, at padelforbundet på sigt kan blive optaget som et specialforbund. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Men i forhold til understøttelse af padelsporten i Danmark så har vi en fælles interesse med Dansk Padel Forbund, og derfor håber jeg, at de vil tage bolden op igen. Vi har haft mange møder over de seneste halve år, og vi har en fælles interesse i at understøtte padelmiljøet.«

Hans Natorp fortæller videre, at begrundelsen om ikke at kunne optage Dansk Padel blandt andet skal findes i, at et forbund skal have eksisteret i fem år, før der kan gives grønt lys. Padelforbundet har fire år på bagen.

»Det er lagt ind som en aktivitet under Dansk Tennis Forbund lige nu, fordi vores love ikke tillader os at optage padelforbundet. De opfylder ikke de kriterier for optagelse i dag, som der skal til.«

Han åbner dog op for, at det kan se anderledes ud i fremtiden.

»Det kan de komme til på sigt, og jeg ser ingenting stå i vejen for, at padelsporten vil blive repræsenteret med et selvstændigt forbund under DIF ude i fremtiden. Og det er også en fælles ambition, som jeg har med tennisforbundet på hele DIF-idrættens vegne, at vi selvfølgelig lægger padelsporten der, hvor det tjener sporten bedst. Det er ikke nødvendigvis under Dansk Tennis Forbund i al fremtid, men i dag er den eneste mulighed for at kanalisere DIFs ressourcer ud i padelmiløjet gennem et eksisterende forbund.«

Formanden for Danmarks Idrætsforbund erkender, at processen i forhold til optagelse skal revideres. Han understreger, at det arbejde allerede er i gang, og at det ikke sker på baggrund af Dansk Padel Forbunds kritik.

Han ser samtidig frem til at skulle møde padelforbundets formand, Ole Egholm, på et møde torsdag.

»Det er første gang, jeg møder ham. Og jeg er da nysgerrig efter at høre, hvorfor det er, at de ikke kan se sig i et samarbejde med de andre aktører om at understøtte padelmiljøet bedst muligt i den modningsproces det også er i forhold til at have et forbund, der er klar til at træde ind i DIF. Fordi det har vi ikke i dag.«