Syv minutter var der lagt til i Aalborg søndag.
Fra minut 50. til 60. gik anslået 80 procent af tiden med VAR-venten i topkampen mellem AaB og Randers.
»Der går meget tid med det,« sagde AaBs Kasper Kusk tørt efter kampen, hvor han igen var foretrukket i startopstillingen.
»Der var mange situationer i dag, der var på pippen,« supplerede den 29-årige offensivspiller, der fylder 30 onsdag.

Først fik Randers ikke tilkendt straffe på unge Oliver Bundgaard. Siden lignede det en offside på Tosin Kehinde, inden han lagde den ind i panden på Alhaji Kamara. Til sidst var Kasper Kusk og resten af Aalborg sikre på VAR-vognen ville sige 'straffe' til AaB og Kusk – for anden uge i træk.
Skulle du have haft straffe?
»Jeg var stensikker på der var straffe,« lød det prompte svar fra AaB'eren.
»Nu har jeg ikke set den igen, men for mig virker det lidt som om at vi sidste gang var heldige med VAR (mod FCN, red.), og i dag er vi lidt uheldige. Jeg ved ikke om det er sådan noget, der går lige op i en sæson, men jeg var godt nok sikker på der var straffe,« siger Kusk om duellen, hvor han blev sendt på lufttur af Simon Tibbling bagfra.
»Jeg stod også og snakkede med dem fra Randers, at jo længere tid der går jo mere sikker er man på, der dømmes straffe,« siger AaB-angriberen om ventetiden.
Og netop ventetiden var værre for spillerne end for et barn juleaften, og de børnefejl fodboldfansene troede var udryddet under EM i sommer, er i hvert fald pakket godt væk igen under juletræet. Igen søndag var det svært for spillerne at navigere i.
På sidelinjen var Marti Cifuentes efter Randers-kampen ikke meget for at kommentere på dommerne, for som han retorisk spurgte; »hvilken situation skal jeg kommentere?«
»Dommerne har nok det sværeste job i verden, næst efter cheftræner,« sagde katalaneren lettere lakonisk.

Han har tidligere undret sig over dommerlinjen i Superligaen, men når spilstoppene indtræffer vælger træneren altid at hive spillerne ud til en peptalk eller taktisk anvisning:
»Vi havde situationer mod Viborg, vi havde mod Nordsjælland. Det er sådan fodbold er og noget jeg ingen indflydelse har på. Det jeg kan kontrollere bare en lille smule, er at give den ene procent til mine spillere at justere i stedet for at vente,« siger Marti Cifuentes om holdsamlingerne, der minder om timeouts i håndbold.
Kan du så trænge igennem til dine spillere, eller har de 'hovedet inde i VAR-vognen'?
»Nogen er sværere end andre,« kommer det med et grin fra AaB-træneren, inden han roser AaBs mentaltræner Martin Langagergaard for bidraget til spillernes fokus.
Med det ene point til begge hold, kan se både sit eget AaB-hold og Randers gå på landsholdspause med 25 point i banken.

