Da Basketball-spilleren Ty Lawson besøgte en natklub i den kinesiske by Quanzhou, havde han nok ikke forudset de konsekvenser, som to opslag på sociale medier endte med at få.

To billeder på sin Instagram-profil kostede ham nemlig kontrakten i sin kinesiske klub Fujian Sturgeons og muligheden for nogensinde at spille basketball på topplan i Kina igen.

Det skriver svenske Ekspressen.

I løbet af aftenen slog han to billeder op på sin Instagram-profil. Ved det ene skrev han 'Chinese woman got cakes on the low?', som er en hentydning til, at vedkommende har gjort noget dumt eller egoistisk, mens det andet billede viste en kvinde, der dansede tæt op ad ham.

Han fik efterfølgende linde strømme af hadbeskeder og trusler, fordi mange mente, at han var respektløs og havde et dømmende og nedsættende syn på kinesiske kvinder.

Fujian Sturgeons skrev efterfølgende i en meddelelse, at Lawsons adfærd brød med holdets værdier og deres sociale ansvar, og hans kontrakt blev derfor ophævet. Den kinesiske liga har nu også forbudt ham nogensinde at spille i ligaen igen.

Ty Lawson føler sig uretfærdigt behandlet og har forsvaret sig på selvsamme Instagram-profil:

»De sagde, at jeg ikke skulle kommentere på det, men jeg er nødt til at forsvare mig selv. Jeg er nok den mindst racistiske person, som du nogensinde har set. Alle, der kender mig i Kina, ved, at jeg ikke er sådan. Jeg sagde bare, at hun havde en god krop. Det var ikke en stripklub, jeg havde ikke sex med hende, og jeg var heller ikke respektløs.«

Ingen af opslagene kan ses på profilen mere.

Ty Lawson har spillet i NBA i 10 sæsoner, hvor han senest var i Washington Wizards. Han drog til Kina i 2018 og har spillet hos Fujian Sturgeons lige siden.