TV 2 Norges ansættelse af den berømte forbryder og manden bag Norges største røveri i historien, David Toska, får nu konsekvenser.

Intrum, der er Europas største inkassoselskab, ønsker nemlig ikke at blive sat i forbindelse med Toska og trækker sig derfor nu prompte som sponsor.

Det oplyser firmaet til Dagbladet.

»Brugen af ​​den tidligere dømte David Toska betyder, at tv-programmet bliver forbundet med en alvorlig handling, som stadig vækker dårlige minder hos mange. Vi forstår godt, at der er forskellige holdninger til at give Toska sådan en tv-rolle, men de associationer, det fører med sig, gør, at vi ikke ønsker at sætte Intrums navn på skakprogrammerne,« skriver markeds- og kommunikationsdirektør Bunny Nooryani i en sms til avisen.

Sådan så det ud i retten tilbage i 2015, da David Toska var blandt de i alt 12 tiltalte for røveriet i Stavanger.
Sådan så det ud i retten tilbage i 2015, da David Toska var blandt de i alt 12 tiltalte for røveriet i Stavanger. Foto: ALF OVE HANSEN
Vis mere

Søndag kunne TV 2 Norge oplyse, at de havde ansat David Toska som skakekspert. Mandag og tirsdag skal han således sidde i tv-studiet og kloge sig under den prestigefyldte skakturnering Tata Steel.

Men det bliver altså uden Intrums logo, der plejer at pryde skærmen, inden udsendelserne går i gang.

Dagbladet har efter Intrums udmelding været i kontakt med TV 2 Norge:

»Hvis en sponsor ønsker at trække sig på baggrund af Toskas to planlagte gæsteoptrædener, så tager vi det til efterretning,« skriver TV 2s sportsredaktør, Vegard Jansen Hagen, i en sms, inden han slår fast, at det ikke ændrer noget.

»Vi har ikke revurderet vores standpunkt baseret på de reaktioner, der er kommet i dag – for øvrigt lige så mange positive som negative. Det her er en redaktionel vurdering, og vi står inde for den.«

David Toska blev i 2007 idømt 20 års ubetinget fængsel for røveriet på Norsk Kontantservice. Her stjal røverne hele 56 millioner norske kroner, der aldrig er blevet fundet. Én politimand blev dræbt i forbindelse med røveriet.

Den nyudnævnte skakekspert, der selv spillede skak som ung, blev løsladt før tid. Han har været en fri mand i tre og et halvt år.