Basketballtræneren Curt Miller fik både massiv kritik, karantæne og en bøde på lidt over 60.000 danske kroner, da han i kampens hede fik sagt, at Las Vegas Aces-stjernen Liz Cambage 'altså vejede 136 kilo', da han brokkede sig over en dommerkendelse.

Men nu mener flere, at den kvindelige stjerne også skylder en undskyldning den anden vej. Årsagen er den kommentar, hun kom med efter Curt Millers bemærkning, der ifølge ham var 'upassende og stødende og en, han fortryder'.

»Jeg er stolt af at være en stor kælling. Og jeg vil aldrig, aldrig lade folk tale ned til mig – specielt ikke en lille hvid mand,« lød det efterfølgende fra basketballspilleren til de mange, der følger hende på Instagram.

Noget, der har fået rigtig mange til tasterne, og flere kræver endda også, at Liz Cambage får en straf fra WNBA, der er den bedste kvindelige basketball-liga i USA.

  • 'Jeg kan godt lide Liz Cambage, men hun svarede igen ved at kalde ham en lille hvid mand? Det burde også give karantæne, hvis vi går ned ad den boldgade.'

  • 'Jeg forstår ikke, det er forkert at sige, en spiller vejer 136 kilo, men det er fuldt ud accepteret, at en spiller kalder en træner for en lille hvid en.'

  • 'Skal vi bare ignorere det faktum, at Liz Cambage kom med en racistisk bemærkning?'

  • 'Jeg elsker virkelig Liz Cambage, men hun tager fejl på 100 måder her. Ja, det er en upassende kommentar fra en modstandertræner. Men i sit svar inddrager hun pludselig hudfarve uden nogen grund. Jeg troede, vi alle havde lært det. Det er 2021, for fanden.'

  • 'Var det nødvendigt at inddrage race? Han gjorde helt klart noget forkert, men det var unødvendigt af dig.'

  • 'Han skulle ikke have sagt det. Det er respektløst, og der skal handles. Når det så er sagt: Hun gik over stregen ved at sige, han er en lille hvid mand. Hun burde også få en bøde og karantæne.'

Curt Miller fik en kamps karantæne udover bøden, og han tog hele episoden som en lærestreg.

»Jeg forstår uden tvivl det forkerte i mit ordvalg, og jeg vil lære af dette,« sagde han efterfølgende.

29-årige Liz Cambage har før talt om sig selv og sin krop – det skete blandt andet i oktober sidste år, da hun poserede i Playboy.

Hun er desuden på landsholdet i basketball, hvor hun i 2012 var med til at vinde OL-bronze i London.