Den frygtede herpesvirus er endnu engang i Danmark, og derfor er det vigtigt, at hesteejere tager deres forholdsregler.
Det oplyser Dansk Ride Forbund på deres hjemmeside, og de tilføjer, at der er tale om den såkaldte EHV-1-variant.
Mediet Ridehesten fortæller, at der har været udbrud på en gård i Nordsjælland, hvor en hest og en pony har mistet livet.
»Dansk Ride Forbund opfordrer alle, som har med heste at gøre, til at være forsigtige og opmærksomme på eventuelle sygdomstegn. Hold øje med din hest og bliv hjemme, hvis du mistænker, at den ikke er frisk – også selvom den ikke har feber,« lyder det fra forbundet.
Herpesvirus har en inkubationstid på mellem to og ti dage, og der findes tre forskellige typer. I værste fald kan sygdommen, der er meget smitsom, koste hestene livet.
EHV-1-varianten kan ramme hestene neurologisk. Det vil sige, den kan give lammelse og slingerhed, ligesom hesteben også kan få høj feber, snot og hoste.
Dansk Ride Forbund kommer derfor med nogle råd til, hvordan man kan mindske risikoen for smitte. Blandt andet opfordres der til kun at røre ved egen hest, ikke at dele udstyr med andre og at vaske hænder ofte.
Ryttere, der kommer i flere forskellige stalde, skal skifte tøj mellem besøgene, og desuden opfordres der til, at man lader sin hest vaccinere.
Skulle man blive ramt af et herpesudbrud, skal stalden lukkes ned, en dyrlæge skal tilkaldes, hesten skal isoleres fra de raske, og stalden kommer i karantæne, indtil sygdomsforløbet er slut.
Derudover er det en god idé at skaffe seler, der kan hjælpe hestene med at stå op.
At hesteherpes er farlig for de store dyr, har B.T. tidligere beskrevet – i foråret 2021 var der til et stort internationalt stævne i Spanien udbrud, hvilket sendte danske familier i karantæne. Det kan du læse mere om her.