Der gik et chok gennem sportsverdenen i USA, da billeder af den tidligere NBA-stjerne Delonte West florerede på de sociale medier.

Billederne viste nemlig den tidligere stjerne rende rundt som hjemløs med et papskilt, hvor der stod, at han manglede penge. Det på trods af, at han har tjent næsten 135 millioner kroner i sin aktive karriere.

Det fik flere tidligere spillere og ledere til at træde til og hjælpe. En af dem er milliardæren Mark Cuban, som ejer Dallas Maverick.

Han lovede at finde Delonte West, genforene ham med sin familie og betale for, at han fik noget hjælp til sit misbrug.

Og han holdt sit løfte.

For nu er der gode nyheder om Delonte West. Han er tilbage på sporet, og den 37-årige basketballspiller har overstået sin behandling.

Ifølge The Athletic-journalist Shams Charania har West også fået et job på den klinik, hvor han selv modtog behandling.

Charania skriver også, at West blev genforenet med sin mor i september, og at de nu har regelmæssig kontakt.

Delonte West.
Delonte West. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Delonte West spillede i NBA i otte sæsoner i 2004-2012.

Hans karriere tog dog en drejning, da han afslørede, at han var blevet diagnosticeret som værende bipolar i 2008. Han har derudover erklæret sig skyldig i at overtræde våbenloven to gange i 2010.

Den 36-årige tidligere stjerne har også været involveret i adskillige hændelser, efter at han forlod NBA, herunder en i 2016, hvor han angiveligt blev spottet i nærheden af burgerkæden Jack in the Box' filialer i meget svækket tilstand.

Delonte West, der er opvokset i Washington, D.C.-området, er nok mest kendt for sin tid i Boston Celtics, der draftede ham i 2004, samt sin tid i Cleveland Cavaliers.

Han spillede sidst for Dallas Mavericks i 2012, men blev suspenderet to gange for adfærd, der var 'skadelig for holdet', og til sidst forlod han holdet.