Det er ikke hver dag, at man får gerningsmænd til at stå frem og tage ansvar, før politiet bliver involveret.

Det var dog, hvad der skete i den mindre fodboldklub Langeskov Idrætsforening.

Her havde foreningen haft uønskede gæster på besøg på deres relativt nybyggede anlæg øst for Odense natten til torsdag.

Formanden havde været forbi klubhuset, og udenfor kunne han se, at der havde været lidt for meget gang i den. Knuste flasker og dåser samt snus-dåser var blevet smidt rundt på jorden rundt på anlægget.

'Det er naturligvis ganske uacceptabelt og vi vil selvfølgelig tage skridt til at dette ikke gentager sig. Hvis nogle af jer, kender disse unge mennesker, vil I så være venlige at tydeliggøre overfor dem, at dette er totalt UACCEPTABELT og skal ikke finde sted igen! Vi skal passe godt på hinanden og byens flotte anlæg. Vi vil naturligvis nu gennemgå vores overvågnings-kameraer', skrev Langeskov IF på sin Facebook-side.

Opslaget delte klubbens ungdomsformand, Jan Plichta Boye, i en lokal Facebook-gruppe, og det var altså med en melding om, at man ville finde rodehovederne og formentlig inddrage politiet.

Så langt nåede det dog heldigvis aldrig.

For Jan Plichta Boye beskriver over for Fyens Stiftstidende en mere glædelig slutning på historien, da hans telefon ringede kort efter, han havde delt opslaget på Facebook.

»Jeg bliver kontaktet af de pågældende unge mennesker, som går i 9. klasse på Langeskov Skole. Det første, de siger, er undskyld, og at de var klar over, at de var gået over stregen. De er på vej med koste for at rydde op og forsikrer, at det naturligvis ikke kommer til at ske igen,« fortæller han.

Langeskov IF har derfor i en opfølgning på sin egen Facebook-side faktisk hyldet de unge mennesker for at tage ansvar.

'Det positive ved dette er, at det er opløftende at de unge tager ansvar, når det går galt. Det er vi i LIF naturligvis glade for - også løftet om, at det ikke sker igen. Det sparer os også for en masse tid med gennemsyn af video og så videre,' skriver de på Facebook.

På trods af de unge menneskers gode intentioner om at rydde op efter sig selv, slap de faktisk for oprydningen, da klubben selv havde fået ryddet op efter dem.

Klubben foretager sig desuden ikke yderligere i sagen.