En Superliga-kending kan være på vej tilbage til dansk fodbold.

Den tidligere Lyngby-, Brøndby- og udlandsdansker David Boysen er stoppet i den israelske klub Hapoel Nof HaGalil efter en kaotisk tid med udeblevet løn og kontraktbrud.

Det bekræfter han over for B.T.

»De sidste to-tre måneder har været et rent kaos. Jeg fik tilbageholdt noget af min løn og mistede min bil, som jeg havde krav på i forhold til min kontrakt, og til sidst sagde jeg bare farvel,« siger David Boysen og tilføjer:

»Jeg fik kun 30 procent af min løn, og i sidste ende blev det bare for meget. Det var ikke på grund af pengene, at jeg var der, og jeg spillede også mine kampe, men så sker det med min løn og bilen, som de sagde, de tog, fordi man ikke måtte køre under corona-krisen. Det var bare en røver, for alle andre kom kørende til træning i bil, mens jeg så blev hentet af en eller anden 18-årig sponsorsøn, der skulle køre mig en time frem og tilbage til og fra træning.«

Af samme årsag kom David Boysen nogle gange for sent til træning, og han boede så langt væk fra indkøbsmuligheder, at han måtte få sin far til at handle for sig.

David Boysens far, der er israeler, boede også en times kørsel fra sin søn.

»Jeg måtte spise lidt ensformigt nogle gange, men det var vigtigt for mig at gøre alt, hvad jeg kunne for at holde min del af aftalen og være så professionel som muligt, men det føltes lidt meningsløst at blive ved med at tro på, at forpligtelserne ville blive overholdt, og så sagde min agent, at det faktisk ville være nemmere at få mine penge, hvis jeg tog væk,« forklarer Boysen, der lidt spøjst blev rykket i fra Hapoel Nof HaGalils side for at fortsætte ud over sin kontrakt, da han endelig besluttede, at han ville smutte.

David Boysen skiftede væk fra Brøndby under Alexander Zorniger.
David Boysen skiftede væk fra Brøndby under Alexander Zorniger. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det var lidt mærkeligt, at de så åbnede for muligheden for, at jeg kunne få en forlængelse. Jeg troede, det var en joke. Men nu skal jeg videre,« siger den 29-årige danske kantspiller, som har et væld af klubber på samvittigheden.

Boysen er klar over, at klubkarrieren ikke er gået, som den skulle, og at han har truffet flere forkerte valg – det samme har flere af klubberne i spillerens øjne.

»Det er helt forståeligt og fair nok, at der er det syn på mig. Jeg har valgt at sige, at jeg skal skrue ned for, hvem der har skylden. Det er en blanding af fejl fra mig og klubber, som ikke har researchet ordentligt på mig. Og ja, hvis jeg bare havde toppræsteret, så var det jo også gået bedre, end det er,« siger han og fortsætter:

»Selvfølgelig har det været hektisk, ligesom mit liv uden for banen. Jeg har flyttet rundt hele tiden og været lidt rodløs, men hvor vildt det end kan lyde, så har jeg altid kun haft gode intentioner, og folk, som kender mig, ved, at jeg er mere velovervejet end det,« pointerer Boysen.

Set i bakspejlet mener han eksempelvis, at Brøndby under Alexander Zornigers ledelse gjorde klogt i at skille sig af med ham, fordi tyskeren ikke spillede med udprægede kantspillere som Boysen.

»I dag tænker jeg jo, at det var et godt business-move af Brøndby, men bare ærgerligt for mig. Dengang tog jeg det personligt, og jeg var også halvt blevet lovet af Troels Bech (daværende sportsdirektør, red.), at der ville komme en træner ind, som syntes om mig, så jeg tog det mere personligt, at jeg så pludselig ikke kunne bruges mere. Jeg var vant til at spille fast, men nu kan jeg godt se, at det ikke havde noget med mig at gøre. Jeg passede ikke ind, og så er fodbold også en forretning,« siger den klubløse David Boysen, der nu leder efter noget stabilt – gerne i Danmark.

»Jeg trænger til ro og at finde tilbage til mit topniveau. Lige nu træner jeg thaiboksning og individuel træning for at smadre min krop igennem på samme måde som ved klubtræning,« siger Boysen og uddyber:

»Jeg har mine tanker, idéer og håb om, at danske klubber bemærkede, at jeg gjorde en forskel i Superligaen sidst, så de ved, hvad de får. Det er en ældre og roligere person, der vender hjem, men samtidig vil jeg holde fast i spilleren på banen, fordi jeg har samme sult efter at vinde. Det må jeg så vise, og jeg er ikke bange for at sælge mig selv, hvis det kræver en prøvetræning først. Jeg ved godt, hvor god jeg er på topniveau,« siger Boysen og understreger, at 1. divisionsfodbold også kan være en mulighed, hvis Superligaen skulle glippe.

»Jeg forlod Superligaen på et forholdsvist højt niveau, men jeg er også klar over realiteterne. Der er gang i nogle ting, men jeg har ikke noget konkret endnu,« slutter han.

Andre læser også