Coronapandemien har ramt verden hårdt, hvor den flere steder har kostet både menneskeliv og jobs.

Men for den canadiske NFL-spiller Laurent Duvernay-Tardifs vedkommende, så har han nu selv valgt at droppe sin kontrakt med Kansas City Chiefs for i stedet at hjælpe corona-patienter i næste sæson.

Det oplyser den 196 centimeter høje guard selv på Twitter.

'Det her er en af de sværeste beslutninger, jeg har været nødt til at træffe i mit liv, men jeg må følge min overbevisning og gøre, hvad jeg føler er det rigtige for mig personligt,' skriver Laurent Duvernay-Tardif i et opslag og tilføjer:

29-årige Laurent Duvernay-Tardif (i midten med nummer 76) i aktion under Super Bowl 2020 mod San Francisco 49ers. En kamp, som Kansas City Chiefs i sidste ende vandt 31-20.
29-årige Laurent Duvernay-Tardif (i midten med nummer 76) i aktion under Super Bowl 2020 mod San Francisco 49ers. En kamp, som Kansas City Chiefs i sidste ende vandt 31-20. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

'Derfor har jeg besluttet at udnytte den option, der er aftalt mellem ligaen og NFLPA (NFL Players Association, red.), og officielt sidde over i sæsonen 2020.'

I stedet skal den 29-årige canadiske guard, der sideløbende med sin karriere har studeret til læge, nu i stedet bruge den næste sæson på at hjælpe coronaramte patienter, skriver han i opslaget.

'At være i frontlinjen, mens sæsonen har ligget stille, har givet mig et andet perspektiv på pandemien og den stress, som den skaber hos individer og i vores sundhedssystem.'

'Jeg kan ikke tillade mig selv potentielt at bære smitten videre i vores samfund, bare for at spille den sport, jeg elsker. Skal jeg tage nogen risici, så vil jeg gøre det for at tage hånd om patienter,' skriver Laurent Duvernay-Tardif i sit opslag på Twitter.

Det er ellers ikke, fordi den 29-årige canadiske guard ikke har haft succes på det seneste i Kansas City Chiefs.

For tilbage i starten af februar blev Laurent Duvernay-Tardif og Kansas City Chiefs Super Bowl-mestre 2020 med en sejr på 31-20 over San Francisco 49ers.

Da guarden nu sidder over i næste sæson, siger han dermed også farvel til en løn på 2,75 millioner dollar svarende til omkring 17,5 millioner danske kroner, skriver CBC.

I stedet vil spillere, der inden 3. august, hvor muligheden for frivilligt at droppe kontrakterne til næste sæson udløber, modtage et stipendium på 150.000 dollar svarende til lidt under en million danske kroner.