Atleter verden over burde stoppe med at gå på vægten og veje sig.

Det er den klare besked fra Bianca Salming. Hun har selv oplevet, at det kan have en negativ effekt at fokusere på sin vægt.

Det fortæller den 22-årige svenske stjerne i et ærligt interview med Expressen.

Her siger Bianca Salming eksempelvis, at hun tabte sig mange kilo inden ungdoms-EM i Grosseto i Italien i 2017. Og det betød, at hun ikke kunne præstere optimalt.

Foto: Andrej ISAKOVIC
Vis mere

Den ubehagelige oplevelse fik hende på andre tanker. Efterfølgende tog hun hjem, slappede af og tog et par kilo på.

Fire uger senere leverede hun sit bedste spring nogensinde i en konkurrence. At stoppe med at veje sig er derfor svenskerens bedste beslutning.

»Man kan kommer til skade i hjernen, hvis man tror, at vægt har så meget med præstationen at gøre. Selvfølgelig spiller det en rolle, men det er ikke nøglen til alt,« siger atleten eksempelvis i interviewet med det svenske medie.

Bianca Salming mener, at ateleter kommer til at blive for utilfredse med sig selv, hvis alt fokus kun er på vægten, og hvordan man ser ud.

Interviewet med den svenske stjerne er kommet på baggrund af, at der har været meget fokus på vægt i både langrend og skiskydning. Problematikken er taget op i en række artikler hos Dagbladet.