Jennifer Lopez og manden, Alex Rodriguez, er et af de helt hotte par i USA.

Derfor giver det da også ekstra genlyd, når popstjernen og baseball-legenden sætter sig sammen om et muligt nyt projekt i milliardklassen. Altså i dollar. Og det er lige præcis, hvad parret har gjort.

For Lopez og Rodriguez fik godt nok et nej tidligere på måneden, da de ønskede at købe baseballklubben New York Mets, men de har langtfra givet op. Der er tværtimod ifølge New York Post tegn på, at parret kommer nærmere det dyre projekt.

J-Lo og A-Rod, eller J-Rod, som de så mundret kaldes i USA, er selv klar til at poste hundredvis af millioner dollar i projektet, men det er bare ikke nok til at få i Mets. Der skal betales milliarder af dollar, men dog 'under to milliarder dollar', som en kilde siger til New York Post.

Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Det er altså op mod 13 milliarder kroner, og de sidste penge er superstjerneparret ved at skrabe sammen med hjælp fra JPMorgan Chase.

Banken har masser af ekstremt rige kunder, og i denne database vil Jennifer Lopez og Alex Rodriguez måske kunne finde en eller flere investorer til at gøre projektet til virkelighed. Og Jennifer Lopez kan blive helt essentiel for, at det lykkes.

»Hun har gjort det klart, at det her ikke er et forfængelighedsprojekt for hende. Hun og Alex vil tage stjernestøv med ind i et franchise,« siger en kilde til New York Post.

Jennifer Lopez og Alex Rodriguez håber, at de kan få lov at købe New York Mets af Wilpon-familien, der skulle være blevet mere og mere åbne over for at sælge. Især i kølvandet på coronakrisen.

Tiden vil vise, om det så også vil lykkes powerparret at overtage det store franchise i New York og blandt andet ændre på stadion, så hele området bliver langt mere familievenligt, mens stjernefans kan få lov at sidde helt tæt på banen i en mulig fremtid.

Jennifer Lopez optrådte til Super Bowl tidligere på året.
Jennifer Lopez optrådte til Super Bowl tidligere på året. Foto: KEVIN WINTER
Vis mere