Selvom man er kendt for at være en hård nød, der kan klare det meste, så kan det hele alligevel godt blive for meget. Specielt hvis det gør rigtig ondt.

Det mærkede superstjernen Lindsey Vonn i den grad på egen krop, da hun tilbage i 2018 pådrog sig en alvorlig knæskade.

Nu har hun så afsløret et helt særligt øjeblik fra skadestuen.

Her kan man se en grædende amerikaner, der hulker voldsomt, mens hun alligevel finder overskud til at fortælle, hvad der kan hjælpe på smerterne.

'Ben & Jerrys, frossen yoghurt og marcipan,' tigger Lindsey Vonn hospitalspersonalet i en video, som hun selv har delt på Instagram. Se videoen i bunden af artiklen.

Hun skriver i teksten til videoen, at det er et fraklip fra den dokumentar om hende, der er ude på HBO.

Skilegendens knæskade var særdeles alvorlig, og hun endte med et totalt overrevet ledbånd og også flere brud på skinnebensknoglen.

På sin Instagram er der dog plads til masser af spas og selvironi, selvom tårerne tydeligt triller ned ad kinderne på hende.

JONATHAN NACKSTRAND

'Dette sjove klip kom ikke med i min dokumentar, men det er værd at gemme. Hver gang, jeg bliver skadet, skal I bare give mig chokolade og is. Det gør alle dage bedre. Endda også dage som denne,' skriver Vonn i opslaget.

Den i dag 35-årige stjerne er for længst ovre sin knæskade og har senest også delt en video, hvor hun styrketræner på trods af, at højtiden Thanksgiving, der har det med at tilføje et par hundrede gram til vægten.

Lindsey Vonn stoppede sin aktive karriere i starten af 2019, da hendes krop var slidt ned efter en glorværdig karriere på pisterne, som har budt på mange sejre, men også mange skader og voldsomme styrt.

Amerikaneren nåede imponerende 82 World Cup-sejre, otte VM-medaljer og tre OL-medaljer.