»Jeg hader det ord. Jeg hader alt, der associeres med det ord. Folk tror, det er en kvinde, der bare er derhjemme, tager sig af børnene og bare følger hendes succesfulde kæreste rundt.«
Sådan siger Lindsey Vonn om ordet 'WAG'.
Ordet er en forkortelse for 'wifes and girlfriends' – 'koner og kærester – og blev særligt udbredt efter årtusindskiftet som en betegnelse for koner og kærester til sportsstjerner.
Lindsey Vonn er nemlig forlovet med NHL-spilleren Pernell-Karl Sylvester Subban, der spiller for New Jersey Devils.
Han har sit eget podcast, som hedder 'Ugly Duck', og Vonn gæstede det for nylig, hvor de blandt andet snakkede om deres forhold. Her omtalte Subban hende som en 'WAG', og det var her, at hun måtte trække en streg i sandet.
»Jeg er ikke en 'WAG'. Jeg har mit eget job og min egen karriere, ligesom mange andre af disse kærester. Men vi sættes i en boks, og det er respektløst over for kvinderne,« siger Vonn.
Hun påpeger, at hvis hun er en 'WAG', så er Subban en HAB (husbands and boyfriends – mand og kæreste).
Lindsey Vonn er tidligere verdensmester og OL-guldvinder i alpint skiløb. Hun lagde skiene på hylden tilbage i februar 2019 efter problemer med en knæskade, men kan se tilbage på en glorværdig karriere, der bød på intet mindre end 82 World Cup-sejre.
Hun har blandt andet brugt tiden på at starte sit eget makeup-mærke og har førhen fortalt, at hun har andre planer, som hun gerne vil føre ud i livet. Hun håber, at hun om 10 år har startet sin egen virksomhed og har stiftet familie.
Hun er nu forlovet med Subban. De to har dannet par siden 2018, hvor de mødtes til sportsgallaen ESPYS, som organiseres af tv-stationen ESPN.
Subban har, ifølge norske Dagbladet, tidligere forklaret, hvordan han slet ikke kunne tage øjnene fra hende den aften. Da han i løbet af aftenen blev interviewet og spurgt ind til sin beklædning, sagde han, at han slet ikke så lige så godt ud som Vonn.
Pernell-Karl Sylvester Subban er fortsat en aktiv NHL-spiller for New Jersey Devils. Han har spillet i NHL i de seneste 11 sæsoner.