Den norske rallykører Andreas Mikkelsen er normalt at finde bag rattet i en rallybil med fire hjul.

Men for en måneds tid siden kørte han galt på en motocrosscykel.

»Jeg burde tydeligvis holde mig til fire hjul,« siger han til norske Dagbladet.

I ulykken brækkede han sit kraveben, seks ribben, den ene skulder og punkterede en lunge. Men han holdt det hemmeligt for alle pånær sine nærmeste.

Den 27. september uploadede han så en video på sin YouTube-kanal. I den video fortæller han om hele forløbet, fra da han pådrog sig skaden til behandlingen og genoptræningsforløbet.

Efterfølgende har han snakket med Dagbladet, hvor han afslører, at det er første gang i sit liv, at han for alvor kommer galt afsted:

»Jeg var uheldig. Jeg fløj ud over motocrosscyklen og landede på min skulder. Jeg har kørt galt mange gange i min karriere, men jeg har aldrig rigtig slået mig før nu.«

»Da jeg kørte galt, kunne jeg ikke få vejret. Det blev hurtigt bedre, men jeg fandt så ud af, at der var noget helt galt. Jeg havde stærke smerter.«

Mikkelsen fortæller, at selv om han er professionel rallykører, så har han kørt motocross, siden han var barn. I de senere år har han dog ikke haft mulighed for det, da risikoen for at pådrage sig skader er stor. Nu er han dog ikke længere underlagt en kontrakt, og derfor gav han sig til at prøve cyklen med de to hjul igen.

Det fik dog et uheldigt udfald. En måned senere er han ved at være ovenpå igen, og han kan inden længe sætte sig bag rattet igen.

Men hvorfor valgte han så at holde det hemmeligt?

»Jeg vidste, at jeg skulle køre om seks eller syv dage. Jeg ønskede at have kontrol over situationen og tage bestik af, hvor jeg stod i processen, i stedet for at dele det med alle. Det var usikkert, om jeg kunne køre, og jeg ønskede ikke spekulationer udefra. Jeg ville selv træffe beslutningen.«

Han skal efter planen deltage i Rally of Sardinia, der køres fra 8. til 11. oktober.