Hun var en af dem, der blev vraget af forbundet, fordi der skulle skæres ned på grund af corona. Og nu vil Chelsea Green så gå en helt anden vej.

Det fortæller wrestleren i et interview med Metro.

»Jeg har en hel 'bucket list' med ting, jeg gerne vil lave. Jeg vil i hvert fald gerne være offeret i en gyserfilm. Det har jeg altid gerne villet, jeg synes, det er så morsomt, når du ser en pige, der løber, som så falder og bliver slået ihjel,« fortæller hun.

Men det er ikke det eneste, canadieren drømmer om, når det kommer til fremtiden.

»Jeg prøver at arbejde på at få nogle kontakter hos Playboy, så jeg forhåbentlig kan få arbejde der,« fortæller hun desuden.

Det var tilbage i april, at WWE valgte at rive kontrakten over med ni af de store stjerner, fordi coronavirus har ramt hårdt. Udover hende blev også blandt andre Samoa Joe og den kvindelige legende Mickie James droppet.

Udover wrestling har 30-årige Chelsea Green, der har vundet adskillige wrestling-titler, sin egen podcast, '50 Shades of Green show', som hun lancerede i april, ligesom hun også drømmer om at blive influencer på Instagram.

»Jeg er aldrig gået efter det før, men jeg er på de sociale medier hele tiden. Der er i hvert fald en liste over ting, jeg gerne vil, så nu siger jeg det højt, så det kan ske,« siger Chelsea Green, der dog også slår fast, at hun fortsat ønsker at wrestle.