Allerede som ganske ung endte Paula Junhov Rindberg i et massivt stofmisbrug.

»Jeg elskede følelsen af at være påvirket og slippe kontrollen,« siger hun.

I et interview med Aftonbladet fortæller den 32-årige svenske vægtløfter om en ungdom fyldt med stofmisbrug. Dengang lå det ikke ligefrem i kortene, at hun i 2020 kan kalde sig firdobbelt svensk mester. Og at hun samtidig har vundet vundet guld ved de nordisk mesterskaber to gange.

For allerede som ung teenager begyndte Paula Junhov Rindbergs liv at gå helt skævt, fortæller hun i interviewet. Først med alkohol, siden med hårdere stoffer.

»Da jeg var 14 år fandt jeg mit favoritstof, amfetamin. Det var perfekt i forhold til min spiseforstyrrelse,« fortæller svenskeren om det narkotiske stof, der nedsætter kroppens behov for eksempelvis mad, drikke og hvile.

I de efterfølgende år fortsatte misbruget med fester op til fem gange om ugen uden forældrenes viden. Senere var det var ved at gå helt galt, da forældrene så flyttede til udlandet, da Paula Junhov Rindberg var 19 år gammel. Her overtog hun morens pølsevogn.

»I begyndelsen havde jeg et princip om, at jeg ikke ville tage stoffer inden arbejde, men det holdt ikke længe. Efterfølgende begyndte jeg også at tage stoffer, mens jeg var på arbejde. Det gik så vidt for sig, at jeg endte med at tage amfetamin hver dag i cirka to år,« fortæller hun.

Da hun var 21 år, vendte faren tilbage til Sverige, og han fik Paula Junhov Rindberg indlagt på et afvænningscenter. Fire måneder senere var hun stoffri, og det er hun stadig.

I stedet fandt hun et nyt fix: Vægtløftning.

»Jeg følte, at det var noget, jeg ville blive ved med. Jeg elskede følelsen af at gå op på platformen, og jeg elsker at løfte tungt,« siger hun om sporten, hvor hun har vundet stribevis af guldmedaljer.

Og hun drømmer stadig om at opnå nye mål. Eksempelvis vil gerne kvalificere sig til VM for første gang.