Ståle Solbakken bryder sig ikke om den måde, regeringen i Norge har håndteret coronarestriktioner i forbindelse med afvikling af sport.

»Jeg synes, det er trist, at man ikke kan se vigtigheden af det og ikke jagter løsninger,« siger han.

Til VG udtrykker den norske FC København-manager utilfredshed med, at norske børn kan træne fodbold, men ikke spille kamp. For breddefodboldspillere over 20 år er det endnu værre: De må slet ikke træne.

Og som det ser ud lige nu, er det ikke noget, der bliver ændret før tidligst 1. september.

»Jeg tror, at det kan udvikle sig til et stort samfundsproblem. Myndighederne bør sørge for, at det ikke sker. Det er udtryk for en mangel på initiativ og forståelse for, hvad det handler om. Jeg mener, at det kraftigt undervurderes,« siger Ståle Solbakken.

Han bor på grund af sit job i den danske klub selvfølgelig i Danmark. Her er forholdene helt anderledes. Her må børn og unge træne OG spille kamp.

FCK-manageren understreger vigtigheden af, at børn og unge kan spille kamp og ikke kun træne.

»Det handler om at glæde sig til noget. Det er derfor, mange spiller fodbold. Det er gennem kampe, at sammenholdet opstår: At tage dragten på og gøre noget sammen med andre. Det er det livet handler om: At gøre noget med andre,« siger Ståle Solbakken.

Over for VG understreger den norske sundhedsminister, Bent Høie, at man i Norge har åbnet meget på kort tid, og inden der kommer til at ske yderligere tiltag, skal de hidtidige erfaringer vurderes. Så smittespredningen kan holdes under kontrol.