En mindre bøderegn er landet ned over tre skinationer, efter de ikke har overholdt mundbindsreglerne i forbindelse med World Tour-løbet Tour de Ski.
Både Frankrig, Rusland og Sveriges langrendslandshold er således blevet straffet med en bøde på cirka 1.700 kroner hver, men svenskerne er endnu ikke sikre på, at de vil betale.
Nationen har nemlig fået bøden, efter landsholdets skismører forud for lørdagens løb ikke tog sit mundbind på, da han gik indenfor.
Det blev opdaget af nogen, der valgte at fotografere vedkommende. Efterfølgende sendte personen billedet til løbsjuryen, der på den baggrund uddelte en bøde til Sverige.
Og det er ikke rimeligt. Det siger landsholdschefen Anders Byström til norske NRK.
»Jeg har set mange her i dag (søndag, red.), som ikke har haft mundbind på. Det havde været forkert at fotografere dem alle for at sende det ind til juryen,« forklarer han.
Anders Byström understreger, at han er glad for, at det internationale skiforbund, FIS, tager coronavirussen og diverse smittetiltag alvorligt, men til gengæld er han alt andet end tilfreds med, at man uddeler bøder baseret på fotografier, der er sendt til løbsjuryen.
»Det bliver en slags 'maskegate' her og nu, og jeg synes, det er lidt synd. Det er bedre, at vi fokuserer på sporten,« siger han.

Han mener derfor, at man bør sætte en stopper for de trusler, der er kommet fra juryen.
»Vi må ikke ende der. Dette er en konkurrence, som vi ønsker, at alle skal deltage i. Hvis du fratages akkreditering, fordi du ikke har haft et mundbind på, er vi på vej i den forkerte retning. Så skal du hellere tale med de berørte,« mener den svenske landsholdschef.
Der er dog mulighed for at anke juryens afgørelse til et appeludvalg, og det er nu noget, Sverige overvejer.
I den russiske lejr ser man dog helt anderledes på det. De mener, at bøderne er helt på sin plads.
Tour de Ski er en årlig langrendskonkurrence, der er fordelt på otte forskellige etape og bliver afholdt i Val Müstair i Schweiz og Toblach og Val di Fiemme i Italien.
Sidste etape afvikles 10. januar.



