DR sendte tidligere på måneden prisshowet 'Sport 2020', hvor flere af de største danske sportsstjerner var inviteret – blandt andre Viktor Axelsen, der vandt B.T. Guld.

Men der var også nogle, der ikke var inviteret. En af dem var MMA-kæmperen Nicolas Dalby, og det er han mere end almindeligt forundret over.

'Kære DR Sporten – hvordan kan det være, at I i forbindelse med Sport 2020 helt har undladt at invitere de danske idrætsprofiler, vi har i en af verdens største og mest omtalte sportsgrene, nemlig MMA? Både Mark O. Madsen, Damir Hadzovic og jeg selv kæmper i sporten,' skriver han i et af flere opslag.

De tre ovenstående kæmpere optræder i UFC, der er den øverste klasse i MMA. Nicolas Dalby sammenligner det med at være kører i Formel 1-feltet eller at deltage ved en VM-slutrunde i fodbold.

Mads Claus Rasmussen

'Sport 2020' ville under normale omstændigheder have været et stort show i Boxen i Herning, hvor der bliver delt priser ud til landets dygtigste atleter, men årets udgave blev optaget i København uden tilskuere. Det skyldtes naturligvis covid-19-situationen. Til gengæld var studiet foruden værterne Josefine Høgh og Tina Müller fyldt op med danske sportsstjerner – og Kronprins Frederik.

Men selvom Nicolas Dalby synes, at han manglede en invitation, så håber han på, at tingene ser anderledes ud, når det kommende sportsår skal hyldes i begyndelsen af 2022.

'Jeg håber, I til næste år vil anerkende og fejre, at vores lille nation kan gøre sig gældende i en så kompleks, udfordrende og kendt sportsgren, som MMA er blevet.'

Der findes dog en helt simpel forklaring på, hvorfor Nicolas Dalby og de andre MMA-kæmpere ikke var inviteret.

Mads Claus Rasmussen

Det fortæller Anders Kern, der er underdirektør med ansvar for sporten hos DR, i et skriftligt svar til B.T.

»Sport 2020 blev i år optaget under strenge coronarestriktioner og grundet risikoen for smittespredning, var det kun medvirkende i showet og showets indslag, som var inviteret.«

»Størstedelen af de godt 20 atleter/trænere, der var til stede under showet, var med, fordi de var involveret i en pris. Enten som nomineret, vinder, motivator eller udråber af de store idrætspriser som Årets Sportsnavn og B.T. Guld. Derudover var der en håndfuld atleter/trænere, som, vi vurderede, var relevante at invitere, fordi de enten skulle interviewes eller indgik i et af indslagene i showet.«

Nicolas Dalby skriver i sit afsluttende Twitter-opslag, at MMA har overtaget boksningens plads som kampsportens mest populære gren.

Den del forholder Anders Kern sig ikke til, men han vil ikke udelukke, at MMA-kæmperne kan blive inviteret i fremtiden.

»Der er ikke nogle retningslinjer, der blokerer for, at vi i fremtiden kan invitere MMA-kæmpere med til vores sportsshow. Det var i år en redaktionel prioritering i et i forvejen stærkt reduceret felt af atleter. Jeg håber, at MMA fortsætter den gode udvikling, som sporten er i. Og ligesom i alle andre sportsgrene følger vi både sportsgrenenes udvikling og danskernes relevans i sportsgrenene. Det er uanset, om sportsgrenen hedder MMA, dressur eller tennis.«