Kevin Durant har fremtiden på plads.

Trods en overrevet akillessene har NBA-stjernen scoret kassen.

Natten til mandag åbnede den såkaldte free agency, hvor kontraktfrie spillere er tilgængelige: De kan så skifte klub eller blive hvor de er.

Her blev Kevin Durant enig med Brooklyn Nets om en ny kontrakt til den størst mulige værdi af 1,075 milliarder kroner for en femårig periode, og han skifter efter tre år i Golden State Warriors med to NBA-titler som udbytte.

Kevin Durantblev skadet i den femte finalekamp mod Toronto Raptors.
Kevin Durantblev skadet i den femte finalekamp mod Toronto Raptors. Foto: Claus Andersen
Vis mere

Det er den største kontrakt, der nogensinde er blevet indgået med en spiller, der skifter klub i free agency. Og det er den største kontrakt Brooklyn Nets nogensinde har lavet med en spiller.

Der kommer dog til at gå et år, før klubben overhovedet får noget ud af investeringen.

Kevin Durant rev akillesssenen over for nylig i årets NBA-finaler, og det forventes, at Kevin Durant først er tilbage efter sin alvorlige skade til 2020-21-sæsonen.

I det hele taget blev det en stor aften for Brooklyn Nets, der ifølge de velorienterede medier også sikrede sig stjernerne Kyrie Irving og DeAndre Jordan fra henholdsvis Boston Celtics og New York Knicks.

Endnu er aftalerne dog ikke officielle, så detaljerne i kontrakterne er endnu ikke tilgængelige. Eksempelvis skriver ESPNs Adrian Wojnarowski på Twitter, at Kevin Durant og Kyrie Irving har accepteret at få mindre i løn for at tilgodese DeAndre Jordan.

Og milliarderne sad i det hele taget løst flere steder, da free agency-perioden blev åbnet.

Foruden Kevin Durants aftale med Nets satte fire andre NBA-klubber rekord i forhold til kontraktstørrelser:

  • Tobias Harris får 1,180 milliarder kroner for fem år i Philadelphia 76ers (bliver i klubben).
  • Khris Middleton får 1,167 milliarder kroner for fem år i Millwauke Bucks (bliver i klubben).
  • Kristaps Porzingis får 1,036 milliarder kroner for fem år i Dallas Mavericks (bliver i klubben).
  • Kemba Walker får 924 millioner kroner for fire år i Boston Celtics (skifter fra Charlotte Hornets).

Free agency-perioden slutter 6. juli.