Den største handel. Intet mindre.

Rigmanden Joe Tsai har købet NBA-klubben Brooklyn Nets for den svimlende sum af 23 milliarder kroner.

Aldrig tidligere er en amerikansk sportsklub blevet solgt for så mange penge, skriver nyhedsbureauet AP.

Her fortæller to kilder, at handlen er på plads, selv om den endnu ikke er officiel. Med i købet følger også hjemmebanen Barclays Center.

Brooklyn Nets-hjemmebanen Barclays Center er også en del af handlen.
Brooklyn Nets-hjemmebanen Barclays Center er også en del af handlen. Foto: JASON SZENES
Vis mere

Den 55-årige Joe Tsau er født i Taiwan, men han har også canadisk statsborgerskab. Han var med til at grundlægge den kinesiske e-handels-gigant Alibaba Group.

Joe Tsai ejede i forvejen 49 procent af Brooklyn Nets (den andel købte han i 2018) med en option på også at købe den resterende del i 2021. Den proces har han nu gennemført endnu hurtigere end planlagt.

Og der sker ting og sager i NBA-klubben for tiden.

Det er ikke længe siden, at man oprustede gevaldigt ved at hente superstjernerne Kevin Durant, Kyrie Irving og DeAndre Jordan i den såkaldte free agency. Førstnævnte på den største aftale nogensinde i den sammenhæng, i øvrigt.

Men Joe Tsai har råd til det.

Han er ifølge Forbes' liste over verdens rigeste personer på en 147.-plads med en formue på 65 milliarder kroner, men nu ligger han i det mindste nummer et på listen over største klubkøb.

Handlen skal dog først i september godkendes af NBA-organisationen.

Den tidligere rekord for klubkøb i USA var delt: Da NBA-klubben Houston Rocket fik ny ejer, og da det samme skete for NFL-klubben Carolina Panthers.