Astralis Group, der blandt andet ejer Counter Strike-holdet Astralis, vil børsnoteres inden året er omme.

Det danske Counter Strike-hold Astralis har vundet mange titler for evnerne bag skærmen, og nu planlægger Astralis Group, som er selskabet bag holdet, en børsnotering.

Det skriver Astralis på sin hjemmeside torsdag morgen.

Selskabet, der også har andre hold indenfor e-sport, har en intention om at blive optaget til handel på Nasdaq First North Growth Market, lyder det i meddelelsen.

Den administrerende direktør i Astralis Group, Nikolaj Nyholm, peger på, at E-sport allerede er en milliardindustri, og at børsnoteringen skal være med til at sikre og udvikle selskabets markedsposition.

- Vi vil investere i at gøre e-sporten og vores egne brands endnu mere interessante for fansene og lettere tilgængelige for et langt bredere publikum.

Yderligere information om noteringen samt prospekter og tegningsdetaljer offentliggøres først senere, lyder det i meddelelsen.

Direktøren vil ikke ud med, hvor mange penge selskabet håber at rejse, men at pengene skal bruges på nye investeringer.

- Vi skal ud og rejse en lang række penge til fremtidige investeringer. Der er ligadeltagelse, eventuelt nye hold, og så er der store investeringer i de produkter, vi er ved at udvikle til vores fans og andre interessenter, siger Nikolaj Nyholm, til TV2 sport.

- Vi har behov for midler, hvis vi vil opnå de ambitioner, vi vil de næste par år, men jeg kan ikke kommentere på størrelsesorden, fortsætter han.

Astralis Group bliver dermed det eneste selskab fra Danmark, som har alt sit fokus på gaming og e-sport på børsen.

Parken Sport og Entertainment, der står bag fodboldklubben FC København, har også et Counter Strike-hold. De store aktiviteter kommer dog fra fodboldholdet samt Lalandia.

I Sverige er der børsnoterede selskaber, der gør sig inden for gaming og e-sport.

Counter Strike-holdet Astralis skal lørdag i aktion i Royal Arena ved turneringen Blast Pro Series. Astralis har endnu ikke vundet i København.

/ritzau/