Fadøl, balloner, boder og underholdning. Det er, hvad søndagen har stået på for flere tusinde AGF-fans i Aarhus.
Der er nemlig blevet afholdt Aarhus Walk og B.T.s reporter melder om rigtig god stemning.
Se billederne fra eventet her:

Dagen startede klokken 14, hvor en stor flok var samlet ved Ingerslevs Boulevard. Det er fællesskabet, der bliver fejret, nu hvor tilskuerne igen er tilbage i Ceres Park for at heppe.
Derfor afholdt AGF søndag en stor genåbningsfest, inden deltagerne i samlet flok gik imod Ceres Park, hvor AGF spillede mod Vejle Boldklub.
Her var der både boder og en masse underholdning fra scenen. Det var Carsten Bang, der åbnede programmet.

Men også Karl William, The Broken Beats, Bogfinkevej og Jøden slog vejen forbi festen og skabte god stemning. Den tidligere AGF-målmand Steffen Rasmussen var også at finde på pladsen. Selv Sankt Lukas Kirke deltog i festlighederne, de holdt andagt klokken 14.40.
Der var hujende tilråb til scenen og blandt fansne.

De danske hospitalsklovne var til stede, hvor de underholdt de mindste.

Men der var også noget til de voksne. Mange slappede af med en øl på plænen, og solen tittede også frem.

Søndagens Aarhus Walk var den første i mere end et år, sidste år deltog omkring 7000.
Og klokken 16.40 startede blev selve vandringen skudt i gang af cheftræner David Nielsen. Her blev der marcheret mod Ceres Park i samlet hvid flok.

Festlighederne lyder til at være fulgt med hele vejen ud til kampen.
»Den gode stemning fra Aarhus Walk er i den grad taget med videre ind på stadion. De hyldende tilråb til hver enkelt spiller har fået lidt ekstra lyd i dagens anledning,« siger B.T.s reporter Andreas Stenshøj fra Ceres Park.

Jublen blev ikke mindre efter slutfløjt, da AGF vandt 1-0 over Vejle. De hentede dermed sæsonens første sejr i Superligaen.

