Sådan så røver ud efter møde med MMA-kæmper


Et forslået ansigt og en tur på hospitalet.
Det var udbyttet for en mand, der prøvede at røve en telefon fra den kvindelige MMA-kæmper Polyana Viana.
»Jeg var o.k., for han reagerede slet ikke bagefter. Han sagde selv, at jeg skulle ringe til politiet, for han var bange for, at jeg skulle banke ham endnu mere,« fortæller hun til magasinet MMAJunkie.com.
UFC-præsidenten Dana White har delt et billede af resultatet af mødet mellem MM-kæmper og røver. Se her:
Episoden skete lørdag aften i Rio de Janeiro, hvor den brasilianske MMA-kæmper bor.
Har sad hun uden for sit lejlighedskompleks og ventede på en Uber, da manden pludselig nærmede sig.
»Han sad lige ved siden af mig, da jeg opdagede ham,« fortæller Polyana Viana:
»Han spurgte, hvad klokken var, og da han ikke så ud til at ville forsvinde igen, gemte jeg min mobil væk. Så sagde han: 'Giv mig telefonen. Lad være med at gøre noget, for jeg er bevæbnet.«
Polyana Viana mente dog ifølge eget udsagn ikke, at det lignede en pistol, som manden holdt. Så hun besluttede sig for at reagere.
»Han var virkelig tæt på mig, så jeg tænkte, at hvis det er en pistol, har han ikke tid til at tage den frem. Så jeg rejste mig og gav ham to slag og et spark.«
Manden faldt omkuld, og hun holdt ham herefter fast med et halsgreb bagfra.
Polyana Viana bad dernæst nogle forbipasserende om at tilkalde politiet.
Betjentene tog manden med på hospitalet og derefter på politistationen, hvor det ifølge MMA-kæmperen viste sig, at pistolen bare var en attrap skåret ud af pap.