Rebecca Laudrup kunne tirsdag eftermiddag fortælle om sit livs fødselsdagsgave.

Datteren af Michael Laudrup brugte nemlig anledningen til at afsløre, at hun er gravid. Det sker i et opslag på Instagram.

'Jeg har altid syntes, at de bedste gaver var dem, som ikke var forventet, og når det nu er min fødselsdag i dag, så føles det helt rigtigt endelig at fortælle om gaven, som kom uventet og meget tidligere på året. For de sidste mange måneder har maven, kvalmen, kinderne og kærligheden vokset hjemme hos os,' skriver hun og fortsætter:

'Det er også til tider svært og hårdt og ensomt - men det tager jeg med, for vi glæder os bare ubeskrivelig meget til at møde vores nye roomie, når blomsterne og bladene for alvor springer ud og foråret pænt banker på døren.'

Den nu 26-årige Rebecca Laudrup blev tilbage i april gift med Frederik Svejborg, og nu skal parret altså være forældre for første gang.

'Og Frede, tak for mit livs fødselsdagsgave, jeg er sikker på, at vi bliver et badass team,' slutter Rebecca Laudrup opslaget, hvor man på billederne også kan ane den gravide mave.

Dermed skal den tidligere danske fodboldspiller Michael Laudrup igen være bedstefar, da sønnen Andreas Laudrup allerede har to børn.

Men nu bliver det altså første gang, at fodboldhelten også kan kalde sig for morfar.

Rebecca Laudrup er datter af Michael Laudrup og Siw Laudrup.
Rebecca Laudrup er datter af Michael Laudrup og Siw Laudrup. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

B.T. mødte i sommer Rebecca Laudrup på 'Musik i Lejet', hvor hun afslørede, at mange efter brylluppet havde forhørt sig, om der mon var snart var baby på vej.

»Der er mange, der spørger, om vi snart skal have børn, men vi har ikke været sådan et par, der gør tingene i den traditionelle rækkefølge. Vi kan godt lide at gøre tingene i vores eget tempo,« sagde hun dengang.

Nu er tiden så ved at være kommet, efter et år hvor Laudrup-datteren udover at være blevet gift også har udgivet en bog.

I selvbiografien 'Jeg finder altid hjem' løfter hun sløret for, hvordan det er vokse op som datter af en kendt person, og hvordan den datter har fundet sine egne veje.

Rebecca Laudrup er nemlig blogger, influencer, ligesom hun også har skrevet for magasinet Elle. Hun er samtidig udannet stylist.