»Vi er klar over, det har gjort mange kede af det, og det var aldrig intentionen.«

Sådan lyder det i en officiel udmelding fra BBC, der er kommet med en undskyldning.

Årsagen er, at BBC har lavet dokumentaren 'The Trials of Oscar Pistorius' om den tidligere sydafrikanske løbestjerne, der er dømt for at have dræbt sin kæreste Reeva Steenkamp.

Og det er traileren til dokumentaren, der har fået rigtig mange op i det røde felt. For i den bliver den dræbte kvindes navn ikke nævnt en eneste gang, på trods af at hun bliver vist.

Samtidig er hun heller ikke nævnt i den tekst, BBC har skrevet om dokumentaren, hvori der lyder, at der er tale om 'den ekstraordinære historie om Oscar Pistorius', og at han 'pludselig kunne se sig selv midt i en mord-efterforskning'.

Noget, der har fået rigtig mange til tasterne:

  • 'Hendes navn var #ReevaSteenkamp'
  • 'Elendig dømmekraft! I vil måske, det ved jeg ikke, klippe den om for bare at nævne Reeva Steenkamps navn én gang?'
  • 'Hvad fanden er det her? Hendes navn var Reeva Steenkamp. Traileren nævner ikke engang hendes navn.'
  • 'Hendes navn var Reeva Steenkamp. Hun var 29 år, da manden - som I hylder - slog hende ihjel.'
  • 'Du godeste, BBC. 'Den ekstraordinære historie om en paraatlet og olympisk sprinter', der 'pludselig var en del af en mord-efterforskning'. Ekstraordinær? Pludselig var en del af? Inspirerende? Sådan skal man ikke beskrive en morddømt. Der kan man tale om at nedtone drab på kvinder.'

BBC har efterfølgende trukket traileren tilbage og meddelt, at de fortryder, at den originale version ikke nævnte Reeva Steenkamp.

Reeva Steenkamp blev slået ihjel 14. februar 2013 i parrets hus. Her blev hun dræbt af fire skud gennem døren til badeværelset.

Manden der skød var Oscar Pistorius, men han har hele tiden fastholdt, at han troede, hun var en indbrudstyv, og der derfor var tale om en fejl.

I 2017 fik han fordoblet sin straf, der først lød på seks år og altså siden blev øget til 13 år og fem måneder bag tremmer. I alt 15 år, da han allerede på det tidspunkt havde siddet over et år i fængsel.

Inden den skæbnesvangre dag var Oscar Pistorius en feteret atlet i Sydafrika.

Han nåede at vinde seks guldmedaljer ved para-OL, og ved OL i 2012 skrev han historie, da han stillede op mod verdens bedste atleter.