Kinesiske Chen Chao ydede god modstand mod Peter Rosenmeier, men danskeren strøg i semifinalen.

Peter Rosenmeier er aldrig taget hjem fra de paralympiske lege uden en medalje, og det kommer heller ikke til at ske i Tokyo denne sommer.

Den danske bordtennisspiller nu klar til semifinalen i den japanske hovedstad efter en sejr i fire sæt over kinesiske Chen Chao. Før lørdagens semifinale er han som minimum sikker på en bronzemedalje.

Det tog Rosenmeier 35 minutter at sikre sig sin tredje sejr i turneringen.

Kvartfinaler er ellers ikke hans favoritstadie i turneringer.

- Jeg hader kvartfinaler. Nu har jeg ikke prøvet, at vi ikke spiller bronzekampe. Det gør vi jo ikke her. Men når man har vundet kvartfinalen, er man sikret at have spillet hele vejen, så på den måde er kvartfinalen forfærdelig, for det kan slutte lige pludselig, og så er du ude, siger han efter sejren.

Den 37-årige veteran lagde stærkt ud med at vinde første sæt 11-6, men kineseren slog igen og tog andet sæt 11-8.

Samme cifre sluttede tredje sæt med, men denne gang i dansk favør.

Bagud i fjerde sæt tog kineseren en timeout i håb om at bremse en god dansk periode. Det virkede kortvarigt, men Rosenmeier holdt fast og strøg i semifinalen.

- Det er virkelig dejligt, og jeg er rimelig ligeglad med, hvordan spillet var. Det skulle bare trækkes hjem uanset hvordan og hvorledes.

- Jeg synes, jeg fik lagt et par procenter på, som jeg gjorde fra første til anden kamp. Men som jeg lige har snakket med Christoffer (træner Christoffer Petersen, red.) om, synes jeg ikke, at jeg er på mere end 70-75 procent. Så der er masser at komme efter, siger Peter Rosenmeier.

Peter deltager i klasse 6, der er for stående spillere, der er mest påvirket af deres fysiske handicap.

Han vandt PL-guld i 2008 og 2016. I 2004 og 2012 blev det til bronze.

/ritzau/