»Det er nervepirrende at være ærlig og åbne sådan op, men nu er det bare den brutale sandhed, der kommer frem.«

Sådan lyder ordene fra Jeanette Ottesen, der i næste uge udkommer med sin selvbiografi 'Fri'.

For selvom den tidligere danske svømmestjerne både er glad og stolt over resultatet, så er det ikke uden bange anelser, at bogen er på gaden. Slet ikke endda.

»Det har været en relativt hård proces, synes jeg. Det er en meget ærlig bog, og der også noget frygt forbundet med at udgive en meget ærlig bog,« fortæller Ottesen på den røde løber til awardshowet 'Den største af de største sportsstjerner'.

Foto: Claus Bech
Vis mere

»Men jeg er også rigtig glad for, at den er her. Og uanset hvad så er det min sandhed og min fortælling, og det er der ikke nogen, der kan lave om på.«

Danmarks mest vindende atlet satte et endegyldigt punktum på karrieren, da hun i sommer deltog ved sit femte OL.

Derfor er det nu også det rette tidspunkt at se tilbage på en glorværdig karriere, der har budt på mange opture, men også nedture.

Og så tyder meget på, at bogen også kan komme til at kunne gøre ondt på nogen af dem, som 33-årige Jeanette Ottesen har mødt på sin vej.

Men sådan må det være.

»Et eller andet sted er jeg sgu ligeglad med, hvad folk synes. For uanset hvad er det min historie, min sandhed, og det er der ingen, der kan rykke på. Og hvis folk ikke kan lide den, så kan de ikke lide den. Det kan jeg ikke tage mig af.«

Jeanette Ottesen vandt i løbet af sin karriere hele 53 internationale medaljer, herunder blandt andet seks VM-guldmedaljer og en OL-bronze i 2016.