Danskerne skal skifte mellem to kanaler, hvis de vil følge de danske atleter til sommer.

Discovery Networks og DR har netop fordelt sportsgrene til sommerens OL i Tokyo, skriver DR i en pressemeddelelse.

OL-dækningen starter og slutter med åbnings- og afslutningsceremonien på DR's kanaler, hvor danske fans også skal tune ind, hvis de ønsker at se de danske stjerner i blandt andet atletik, håndbold og badminton.

Foretrækker danskerne hjemme i stuen i stedet at følge Jakob Fuglsang, Pernille Blume og andre cykel- og svømmestjerner, når der skal hentes metal hjem til Danmark, så er det i stedet Discoverys kanaler, der skal tunes ind på.

Sidste gang, da der var Ol i Rio, var Caroline Wozniacki fanebærer for Danmark ved åbningsceremonien.
Sidste gang, da der var Ol i Rio, var Caroline Wozniacki fanebærer for Danmark ved åbningsceremonien. Foto: KAI PFAFFENBACH
Vis mere

»Vi har et rigtig godt samarbejde med DR omkring OL. Allerede ved vinter-OL i 2018 i Pyeongchang viste vi, hvordan vi med et godt samarbejde med en kompetent og stærk partner som DR kan løfte OL-oplevelsen til nye højder herhjemme,« lyder det fra adm. direktør hos Discovery Networks Danmark Christian Kemp i pressemeddelelsen.

Og hos DR er de også glade for samarbejdet, siger DR's mediedirektør, Henriette Marienlund:

»Sport er noget af det, der er allerbedst til at binde os sammen som nation. Og intet er større end et sommer-OL. Her bliver sport for alvor den store samtale, og den er vi er stolte over, at vi som public service-station er med til at løfte, og sammen med Discovery er vi sikre på, at vi kommer til at give danskerne et fremragende OL.«

Ud over flow-tv sender de to rettighedshavere også OL-discipliner på andre platforme som DRTV og Dplay eller Eurosport Player.

Pernille Blume vandt OL-guld i svømning i Rio i 2016.
Pernille Blume vandt OL-guld i svømning i Rio i 2016. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Hos DR fortæller de, at danskerne er forbi den tid, hvor de sætter sig i flere dage i træk og bare ser tv i døgndrift.

Derfor kommer OL også til at være på alle medier, så sportsglade danskerne kan følge med på mobil, radio, web og tv.

OL i Tokyo begynder 24. juli og slutter 9. august, og for nylig besluttede Wada at udelukke Rusland for deltagelsen ved sommerens lege.

Herunder kan du se, hvordan de to mediehuse har delt rettighederne:

  • Sportsgrene på DR's kanaler: atletik, sejlsport, badminton, fodbold (kvinder), håndbold (danske kampe + semifinale og finale), dressur, gymnastik, skydning, bordtennis, bueskydning, kano/kajak, volley, boksning, synkronsvømning, BMX, brydning (græsk/romersk), vægtløftning, karate, triatlon, baseball/softball, vandpolo, ridesport (spring), rytmisk gymnastik og moderne femkamp.
  • Sportsgrene på Discoverys kanaler: landevejsløb i cykling, banecykling, svømning, golf, tennis, håndbold (alle kampe uden dansk deltagelse frem til semifinaler), fodbold (mænd), udspring, beachvolley, roning, klatring, basketball, mountainbike, skateboard, kano, hockey, taekwondo, trampolin, surfing, rugby, fægtning, military, judo og brydning (fri).